På søndag er det 7. søndag efter trinitatis

Jesus sagde:" Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve…". Den fuldende forklædning for en ulv, som går på rov efter lamesteg, er en fåreskindspels. Han vil rigtignok ligne et får, men er ellers bare en sulten ulv.

Der er et gammelt ord, der siger, at:"…hvis den går som en and og rapper son en and, så er det givet en and…". Det gælder for dyr, men det gælder ikke nødvendigvis for mennesker. Vi gemmer os for hinanden bag masker og blanker facader, som var livet selv et maskebal. Og den Onde selv og alle hans tjenere, de falske profeter, kommer udklædte og forklædte som lysets engle.

Vi kan ikke kende de falske profeter på tøjet. Vi må vente til de afslører sig, og det sker, når de og deres gerninger sætter frugt i livet. Jesus siger ikke bare rolig, for I skal altid kende dem på frugterne, for frugterne er aldrig det første, men altid det sidste. Vi kan bedrages fra først til sidst uden at ane det mindste, før vi ser frugterne, og derfor siger Jesus da også "Tag jer i agt for de falske profeter".

Nu kan man udvande Jesu ord ved at sige, at vi alle er falske profeter, i større eller mindre grad selvfølgelig, og den ene har ikke noget at lade den anden høre, for er det ikke bare tilfældigt i, hvilken grad vi er pressede, eller fristede til at være det falske? Jo, da – eller taler jeg nu som en falsk profet? Den, der siger således, som jeg lige har sagt, frikender i hvert fald alle, eller anklager alle i lige grad, og så er det også ligegyldigt og bare bonerthed og moralsk hykleri at udpege og anklage den ene for den anden.

Der er ingen tvivl om, at således taler tidsånden, men taler den sandt? Det tror jeg ikke. Der er forskel og stor forskel på mennesker, der er gode mennesker, og der er onde mennesker, og der er sande og der er falske. Vi bliver ikke falske, fordi vi véd, hvad falskhed er, og sandt er det, at ingen af os er rene, men vi er ikke alle lige falske og lige snavsede. Der er forskel, og selv om vi alle undertiden frivilligt eller ufrivilligt er falske profeter og kan og skal udråbes som sådanne, så er det de falske profeters bedste forklædning at gøre os alle til falske profeter, så ingen tør råbe eller måle og veje og vurdere frugterne.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 8. søndag efter trinitatis

Gud er den kunstner, der ikke plagierer sig selv. Ikke to fingeraftryk er ens, ikke to sind, ikke to blade og dog elsker han os alle lige højt. Også når du afskyer dig selv, er han den, der elsker dig. Og når du ikke kan finde sig selv, så er du allerede fundet.

En gammel munk Ernesto Cardenal siger det således:" Dybt inde i vor sjæl findes han. Dér, hvor drømmene bor, i underbevidsthedens mørke, i personlighedens dyb, i det inderste rum….Ved drømmenes og myternes og kærlighedens kilder, dér er det rum, det hus, hvor Gud kan bo….".

Jesus sammenligner i evangeliet på søndag et menneske med et hus:" derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen".

Når et menneske drømmer om sit eget sind og sit eget liv, drømmer det ofte om et hus. Det, der foregår i husets kælder og på loftet, er gerne det mest afgørende. Kælder og loft er steder, hvad andre ikke færdes, og hvor man gemmer det væk, som man ikke viser frem for besøgende i den pæne stue.

Nu siger Jesus til os på søndag, at det vigtigste i vort liv er ikke, hvad vi har samlet, gemt væk eller stuvet ned i sindets kælder. Det er heller ikke huset selv, om det er en ombygget jernbanevogn eller med sauna og tre badeværelser. Det er ikke husets standard, men om bunden bærer, om det er klippegrund eller sandbund, om du har bygget dit hus på troen og tilliden til Guds ord eller din egen fortjenstfuldhed eller mangel på samme.

Guds ord er et dobbeltord, det er den grænseløse alvor og grænseløse glæde og begge dele uafkortet sammen. Vi kender det jo fra os selv, at en spøg uden alvor jo bare er pjat, for der er altid alvor og glæde sammen i den store glæde og den dybe alvor d. v. s. i den store humor, sådan som Storm P. siger det et sted gennem en taler i dybe tanker:" Når nu menneskene er så gode, hvorfor er de det så ikke?"

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 8. søndag efter trinitatis

Jesus siger:" Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På frugterne skal I kende dem….". Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter…Ja, med træer er det ligetil. Det samme gælder dyr, at hvis det vralter som en and og rapper som en and, så er det nok en and.

Ganske anderledes med mennesker, at her kan ord og handlinger godt stå på egne ben, mens hjerte og tanker vandrer rundt af ganske andre baner. Ordene fødes ikke ligefrem på tungen, som hos dyrene og som frugterne af træerne. Ordene fødes i hjertet, mens de vendes og drejes, spidses og dyppes i både det ene og andet, inden de i en smuk og forførende form forlader deres arnested, går på vandring og lægger sig som øgleæg i andres sjæl og sind.

Af frugterne skal I kende dem, siger Jesus, men først da, for når sandhed og løgn såes i hjertemulden, så er det ikke til at se og høre forskel, men "af frugterne skal I kende dem", og det kan jo være lidt sent, måske, for sent, for frugterne er jo ikke det første, men det sidste!

Vi kender ikke roden før vi har set frugterne, men én ting kan man være vis på, at hvor der altid siges det rigtige og kun det rigtige, der kommer sandheden aldrig frem. Forskellen ligger i roden og kan først ses, når den sætter frugt. Det var så rigtigt så evigt rigtigt, men roden var rådden, frugterne var små og beske:" Hva` talte rygtet ikke sandt – er vinden vendt? Det lød da ellers så rigtigt og dertil det farligste. Vi ville jo gerne tro det var sandt, så pikant, så skadefro, så rene vi føler os, når vi snavser andre til. Det sande har altid sin rod i sandheden, mens det rigtige jo kan have rødder mange sære steder.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 9. søndag efter trinitatis

Jesus fortæller på søndag en lignelse om, at vi altid skal bede og aldrig blive trætte, og at bede er at tale enfoldigt med Gud i sit hjerte. Og vi har det ikke som dem i de japanske templer, der med tre hårde slag på gonggongen må vække gudens opmærksomhed og så skynde sig at bede for ikke at besvære guddommen. Tværtimod, så fortæller Jesus søndagens lignelse for at vi ikke skal bekymre os om Guds godhed, for den står fast i sin ufattelighed. Det mest grundløse på jorden er Guds grundløse omsorg, og det meningsløse på jorden er Guds meningsløse omsorg. Vi skal ikke bekymre os, om Gud hører vore bønner, men snarere, om Gud har nogle bønner at bønhøre om:"… når Menneskesønnen kommer, om han så finder troen på jorden".

Bøn er ingen naturlov, men den er troens indre liv, som al god gerning er troens ydre liv. Og bøn er det modsatte af at kræve. At kræve er at ville have det, der passer mig, men at bede er at ville have det, der passer mig bedst.

Kræve er at mene, at jeg har ret til dagen i morgen og alle livets goder, mens dette at bede er at have anet, at livets godhed er en ren og skær foræring.

Vore bønner er jo ofte kun en ønskeseddel, og det er også godt, når bare vi husker på, at det ikke er os, der er Gud og Gud vores tjener. Sand bøn er hjertets tale med Gud også selv om samvittigheden ikke er den bedste og ønsket ikke det reneste.

Når kompasnålen påvirkes af ting i godset, er det ikke til at stole på. På samme måde med vore bønner, når de påvirkes af vore onde ønsker og jernhårde egenvilje, der usynligt for alle gemmes under dæk, da bliver kursen fejl. I al bøn mødes Guds vilje med vor vilje, og da kan Guds afslag godt føles som det hårdeste slag, men bøn er også den måde, hvorpå vi lægger vort liv i Guds hænder og lader Guds vilje ske, så vi ikke falder i de lumske baghold, som vore egne tåbelige ønsker har lagt for os.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 9. søndag efter trinitatis

På søndag skal vi høre lignelsen om den utro godsforvalter, som vi finder i Lukasevangeliet kap. 16 vers 1 til 9. Læs den lignelse og lyt dig ind til den og husk, at man lytter ikke med øret, men med et åbent sind, åbent for forbavselse og med følsomhed overfor det påfaldende.

I lignelsen, som vi skal høre i kirken på søndag, sammenlignes Gud med en godsforvalter, og det er et godt billede, for vi har alle lejet en tidsparcel og en dag løber lejemålet ud, eller som der står i en salme:" Gods og gaver, selve livet, er ej mit, Gud har frit, alt til låns mig givet…".

En dag kræver han sit tilbage, og så vil det vise sig, hvordan det er gået dig med at blive menneske, for det er jo din opgave at leve menneskeligt, medmenneskeligt, i menneskelighed og menneske – lighed. Andet måler Gud dig ikke på, ikke på dine evner, ikke på dine fortrin, ikke på dine præstationer og slet ikke på din interessante personlige udvikling, men alene på din personlighed din person – lighed, din ansvar – lighed, din kær – lighed.

Altså Gud spørger: Jens! Hvordan gik det dig med at være Jens! Glemte du din skaber? Du trak jo ikke livet i en automat, vel? Fik du bekendt din tro, ville du ikke være din tro bekendt? Du har jo ikke skabt dig selv, for det er jo skaberi at sige sådan. Du blev jo skabt i mit billede, fik du sat det som dit aftryk på verden?

En godsforvalter gribes i at forgribe sig på godset og stilles til regnskab som en utro godsforvalter! Det kunne godt være dig og mig. I lignelsen roser godsherren den utro forvalter – ikke fordi han havde forgrebet sig på hans ejendom, nej, men fordi han havde båret sig klogt ad, ikke kærligt, ikke ærligt, men klogt ad.

Hvori består hans klogskab? Den består i én eneste ting. Han ved at godsejeren er en hård mand, en retfærdig mand, ubøjelig i retfærdighed. Forvalteren beder ikke om nåde! Og det var klogt. Vi beder heller ikke Gud pakke sin retfærdighed ned i skuffen, men vi beder Gud skænke os sin retfærdighed, skænke os sig selv gøre sig eet med os i Jesus Kristus.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 9. søndag efter trinitatis

"Der var en rig mand, der havde en godsforvalter….", en sluppert af værste slags, men ingen kan benægte, at han havde et vist format. Kort fortalt, så svindler han og bliver opdaget og søger så at dække sin svindel med en ny svindel.

Den rige mand er billede på Gud, og derfor rystes man ved at høre, at den rige mand roste den uretfærdige godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad!

Forvalteren blev sat fra bestillingen, for hans svindel blev opdaget, så det var ikke hans snuhed, som Herren roste, men dette, at han bar sig klogt ad!

Og det kloge? Jo, det var, at han forstod, hvem hans herre var, hvem den rige mand var, hvem Gud var, at Gud er lige så retfærdig, som han er barmhjertig.

Forvalteren opsøgte ikke sin herre, den rige mand og bad om nåde! Nej, dertil var han for klog! Herren er ingen blød sentimental humanist af den kulturradikale slags. Herren er ikke barmhjertig på retfærdighedens bekostning og ikke retfærdig på barmhjertighedens bekostning, for han var intet pjok og ikke brutal.

Forvalteren vidste, at hans herre var retfærdig og ikke en rar gammel affældig, slap og pladderhumanist oppe i himlen, som ikke kan gøre en flue fortræd og som alt for mange prædikanter i vor kirke lyver vor Herre til at være.

Forvalteren vidste, at Herren var god, meget god, ja kærligheden selv og derfor ubøjelig i sin retfærdighed. "Gud er Gud om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde…".

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 9. søndag efter trinitatis

" Der var en rig mand, som havde en godsforvalter…". Han var en sluppert af værste skuffe, men ingen kan nægte, at han var af et vist format:" Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter…".

Forvalteren hører ikke til de små fisk, der let lader sig fange, så han snoer sig. Det er klart, at han kan ikke sno sig udenom at skulle forlade sin stilling, og det så han klart og klogt. Der går ingen vej tilbage gennem løfter om bod og bedring. Udsigterne til et udkomme ved ærligt arbejde er noget dystre:" Grave har jeg ikke kræfter til og tigge skammer jeg mig ved…", svindle derimod skammede han sig ikke ved, så på samme måde, som det hedder i salmen, at "…ved rosen læges tornestikket", således vil han svindle sig ud af svindlen, dække en løgn med en løgn.

"Nu véd jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen…". Det er klart, at vennerne vil vende sig bort fra ham, når har er blevet sat på gaden. Han er blevet dårligt selskab, men da han véd alt om, hvordan man gør sort til hvidt, kan han se lyst på fremtiden. Han går derfor rask væk til sin herres skyldnere og får dem til at nedskrive deres gældsposter:" Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er din gældsbevis, sæt dig ned og skriv halvtreds".

"Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. Jeg hører en drilagtig ironi gemt i ordene om forvalterens klogskab, fordi det herefter hedder:" Denne verdens børn handler langt klogere overfor deres egne, end lysets børn gør…". Denne verdens børn er langt bedre til at bedrage hinanden end lysets børn er til at hjælpe hinanden.

Jesus optrådte i sit liv på jorden fuldstændig som den utro godsforvalter. Han nedskrev sin Herres gæld – og det i den grad, men der er den forskel i myndigheden, at i Jesus er forvalteren og den rige "…mand, som havde en godsforvalter", én og samme person – Har jeg ikke lov at gøre med mit, som jeg vil – eller er dit øje ondt, fordi jeg er god, sagde han en anden gang… og fortsættelse følger på søndag i kirken.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 10. søndag efter trinitatis!

På søndag er det 10. søndag efter trinitatis

Den, der føler dybt, forstår meget. Den dybeste medfølelse giver den største indsigt. På samme måde med glæden, at glæden er altid større end vi selv er. En glæde, som vi kan rumme, er ingen glæde, men tilfredshed. Fra landskaber og toner, gennem syn og hørelse kommer glæden. Vi tænker tit, at glæden kommer indefra fra os selv, men det gør den ikke, den kommer altid udefra fra mennesker, naturen, tonerne. Vi kan dæmpe glæden indefra og åbne op for glæden indefra, for jo mere der skal til for at glæde os, jo mindre er glæden og jo mindre, der skal til, jo større er glæden.

På søndag skal vi høre, at Jesus græd over byen Jerusalem. Det er ikke altid sorg og pine, som bringer gråden frem. Vi kan græde af glæde og børn kan græde i blindt raseri, men overalt, er der bag gråden en følelse af afmagt, og det gælder alle sammenhænge, også de lykkelige.

Jesus græder af afmagt, fordi byen ikke kendt sin besøgelsestid, den tid Gud besøgte sit folk og boede midt iblandt det og velsignede det med sit nærvær i templet. Gud forlader dit tempel, sin by sit folk, men ikke sin verden ikke sin jord. Templet er ikke længere et bedehus, men en røverkule.

Det gamle tempel midt i Jerusalem blev grundigt ødelagt nogle år senere, men et nyt tempel rejste Gud i stedet, et nyt tempel for hele jorden, et tempel ikke gjort med hænder, men af ånd af Helligånd. Jesus Kristus, den opstandne Herre er det nye tempel, et tempel for alle folk. Når vi hører hans ord står vi midt i templet. Gennem dåben med bønnen om syndernes forladelse træder vi indenfor i templet, og når han rækker os sig selv ved nadverbordet, gør han os et med Guds tempel.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 10. søndag efter trinitatis

Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag skete under jubel. Hele byen var draget ud mod ham og syngende og jublende af glæde skærer de grene af palmetræerne og strøer dem på vejen.

Dette vældige optrin er første halvdel af Jesu indtog i Jerusalem. Sidste halvdel skal vi høre om på søndag, og her er ikke mindre drama, men af en helt anden art.

Midt under folkets jubel og sang fortsætter evangelisten med at fortælle:" Da han kom nærmere og så byen, græd han over den….". Netop som hyldesten nåede sit højdepunkt, standsede han sit æsel og sad ubevægelig og græd – Gud græd!

Fra Oliebjerget og på vej ned til Jerusalem ligger byen åben og udbredt foran den kommende. Jesus taler, ikke til et menneske, men til en by, som var denne by et menneske:" De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig….". "Dine børn? Ja, dine indbyggere!

I Bibelen er byen Jerusalem ikke bare en by, men byen er billede på hele det levende Israel, og derfor er det, at Jesus taler til byen, som var den et levende væsen:" Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne…".

Byen Jerusalem er ikke bare huse, den er en halv himmel, for her har Gud boet med sine engle, og her skulle al gudstjeneste forrettes. I byens hjerte lå templet, hvor Himlens Gud, den levende Gud, Himlens og jordens skaber blev tilbedt og lovsunget.

Jerusalem var ikke bare et sted, det var stedet. Gud selv var byens værner og garant for fremtiden. Byen var et levende billede på pagten mellem Gud og Israel og dermed mellem Gud selv og hele jorden.

Det folk, som havde troen på Gud som sin hjertesag, genkendte ikke Gud i Jesus, men forkastede ham. da Gud selv kom for at opfylde alle de løfter om liv og fællesskab som Det gamle Testamente er fyldt af, da forkastedes han af alle. Da Gud i sin almagt trådte ind i verden i en tjeners skikkelse, da korsfæstedes han for gudsbespottelse.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 11. søndag efter trinitatis 2010

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Sådan er det, når vi har mistet, at vor kærlighed til vore kære er blevet hjemløs, og sorg er et andet ord for hjemløs kærlighed. Vi møder på søndag i kirken en kvinde i sorg, men sorgen retter sig ikke udefter, men indefter. Det var ikke sorg over sit måske lidt kummerlige og vanskelige liv. Nej, hendes sorg er en sorg over sig selv og sin kærlighedsløshed. Hendes sorg var en sorg over synden – synd dette forkætrede ord i dagens Danmark, og hvem forstår ikke det, for ordet synd rammer og sårer enhver af os, for synd er et andet ord, en synonym for, kærlighedsløshed, og så det er ikke rart at være en synder, hvis man hører til dem, der så gerne vil gøre en forskel!

Kvinden lever i sorg, i sorg over sig selv og sit kærlighedsløse liv, en sorg over synden, der lever og bor så trygt og så godt i hendes hjerte. Der skal kærlighed til at sørge over sit kærlighedsløse liv, og den kærlighed havde hun. Hun kendte dem, og mange kendte hende, men ville ikke kendes ved hende før natten faldt på, men så overøste de hende også med kærlighedsløse kærtegn, som de om dagen overøste hende med skældsord. Hun græd over hadet til kunderne og de kolde kærtegn, som hun fik – og gav.

En dag lå hun ved hans fødder, som havde skabt hende, og hun hadede ham ikke engang. Hun græd sig ind i en glæde så stor, som kun synderen kender. Da Jesus havde sagt disse ord til hende: "Dine synder er tilgivet!" da lå der over hendes pande en glorie, den eneste glorie, som gives et menneske, og det er skyldnerens kærlighedsbårne glæde over den slettede gæld!

Dybt i sit hjerte var hun forbundet med ham med et bånd, som ingen andre kendte. Værdighed! Han undskyldte hende ikke, han så ikke på hende som et uskyldigt offer, en ynkværdig viljesløs skæbne, som man kun kunne have ondt af. Der var ikke sump af ynk og medlidenhed d. v. s afsky i hans ord. Hun stod rank og værdig foran ham med sit liv – og sådan kyssede hun hans fødder, med bløde læber.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 5. søndag efter påske.

"Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden, jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen…". Med disse ord får vi en hovedsum vor Frelses hele livsforløb.

Han udgik fra Faderen og kom til verden. Denne vandring fra Himmel til jord er vor juleglæde. Gud blev menneske i Jesus. Han forlod verden igen og kom til Faderen. Dette er vor påskeglæde. Han kommer til os fra Faderen med julens og påskens, dåbens og nadverens gaver, Faderens og Sønnens kærlighed klædt i ordets dragt og Åndens magt. Det er vor pinseglæde.

Julen, påsken og pinsens fester er under eet billede på vort kristenliv d.v.s. vort liv med Kristus, Jesus Kristus som blev menneske, og opstod af døde, og som lever midt iblandt os usynligt, men virkeligt som kærligheden lever iblandt os som en usynlig, uundværlig, ubegribelig virkelighed.

På samme måde, som kærligheden lever imellem os, således lever Jesus Kristus for Gud er kærlighed. Guds magt og rige er kærlighedens magt og rige.

Usynlig og afmægtig er kærlighedens liv i verden. Vi kan benægte, at den til for vi kan ikke se den, ikke måle den, og ikke veje den. Vi kan alene tro den og kun ved at tro på den får del i den. Et barn, der ikke tror på sine forældres kærlighed må leve kærlighedsløst og elskende, der ikke tror på hinandens kærlighed må leve uden hinandens kærlighed.

Når troen vokser op bliver den til håb, og når håbet er udvokset bliver det til kærlighed. På ganske samme måde som et træ, der består af rod stamme og krone, hvor kronen stammer fra roden!

Kan du høre, at kærligheden er en treenighed! Du véd det fra dit eget liv, at kærlighed til sig selv alene, er ikke kærlighed, men det modsatte, egoisme. Kærlighed forudsætter den levende trehed dig og mig, fader og søn, moder og datter og forholdet imellem os, Åndens liv, troens liv, det personlige forhold, Åndens liv imellem os.

Gud er kærlighed og derfor en treenighed. Kærlighed er ikke energi! Kærligheden er ikke en upersonlig størrelse, men det modsatte, den er det personlige, den er det ægte, det personlige, det skabende, levende møde, fællesskabet mellem dig og mig. Er Gud da fællesskab? I dyb forstand ja – communion! Så sandt som kærlighed er fællesskab og fællesskab er kærlighed!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 5. søndag efter påske

Jesus siger:" Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden, jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen". Med disse ord får vi i en hovedsum vor Frelsers hele livsløb. Jesus udgik fra Faderen og kom til verden, Gud blev menneske. Denne vandring er vor juleglæde. Jesus forlod verden igen gennem døden og gik til Faderen, det er vor påskeglæde. Han kommer til os fra Faderen med julens, påskens, dåbens og nadverens gaver klædt i ordets dragt og Åndens magt og taler kærligt til os. Det er vor pinseglæde.

Julen, påsken og pinsen er billede på vort kristenliv, vort kristusliv på samme måde som tro, håb og kærlighed er billede på vort menneskeliv, vor menneskelighed og menneske – lighed. På samme måde, som mennesket er det eneste væsen, er kan rødme og sige undskyld, således er vi det eneste væsen, der kan leve i tro, håb og kærlighed – og Gud nåde og trøste os, om vi ikke gør det – og Gud selv er vor nåde og trøst, fordi vi ikke gør det!

Jul, påske og pinse hører sammen som tro, håb og kærlighed. Tro er en form for kærlighed, men en kærlighed, der ulmer og gløder. Håb er en form for kærlighed, men en kærlighed, der blusser og blusser op, som det sker, når man puster til en ulmende ild og små gløder. Kærlighed er den klare flamme, der lyser og brænder.

Op af døbefonten vokser troen, på prædikestolen bliver troen til håb og ved nadverbordet bliver troen til kærlighed. Jesus Kristus selv smelter sammen med os i troen, håbet og kærligheden til ham, så vi aldrig kan skilles ad, end ikke døden kan skille os ad.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 5. søndag efter trinitatis

"Da sagde Jesus til sine disciple:" Hvis nogen vil følge efter mig skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig…Det er ordene "fornægte sig selv", som vi skal lytte nærmere til. At betragte livet som en bedrøvelig affære og halvsnusket affære, der gerne skal overstås hurtigst muligt – det er ikke at fornægte sig selv. Det er tværtimod at fornægte Gud som livets skaber! At gå krumbøjet rundt og blive ved med at minde sig selv om længst begåede og længst tilgivne synder – det er ikke at fornægte sig selv. Det er at fornægte Jesus Kristus, Frelseren! At undertrykke alle sine ønsker og leve med udslukt sind – det er ikke at fornægte sig selv. Det er at fornægte Helligånden, Livgiveren, han, som beder for mennesket!

At fornægte sig selv, det er at søge større horisonter end den, der rander mig og mit liv, eller som en engang mere bramfri sagde det: "Holde op med at spille det smagløse lilleputteater, hvor dit eget stykke liv altid står på plakaten. Sæt noget større op! Sæt det største op, tag dit kors op – dit liv op og følg Jesus!" Følg hans ord og lad dem lyde som Guds ord til dig, følg hans befalinger om at leve med kærligheden som det største og det eneste væsentlige i dit liv, så sættes du fri, fri til at leve livet efter livets egen inderste vilje og mening.

Lever du sandt og stort nok, så kastes du i armene på ham, som har skabt dig og skænket dig livet, for så er hans dåbsgave til dig livets vand og livets brød, så er det hans nærhed, hans nåde og barmhjertighed, hans tilgivelse, som trænger sig på, for så ser du, at den og den alene er i pagt med livet og sætter dig fri til at leve livet efter kærlighedens målestok – d. v. s. efter livets egen målestok, så du ikke behøver at nedskrive dine mål i livet og livets mening til noget kræmmeragtigt overkommeligt.

Med Guds nådes ord over dig vil du aldrig løbe vild, for den er som fiksstjernerne på himlen pejlemærke for alt godt og sandt og stort i dit eget liv og i dit liv mellem andre.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 5. søndag efter trinitatis.

Det skete en morgen ved Genezareth sø, at fiskeren Peter lånte Jesus sin båd som prædikestol, og herfra lærte Jesus om Guds rige og vilje i verden.

Først talte Jesus denne morgen fra båden i billeder til Peter i land, og derefter talte Jesus fra land i underfulde begivenheder til Peter i båden.

I ord og handling blev "klippen" Peter så grundigt rokket og rystet, at han på en måde aldrig rigtigt kom i leje igen.

"Da Jesus holdt op med at tale, sagde han til Simon:" Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst". Ude på dybet fik Peter en forsmag på, hvad Jesu ord rummede.

Da Peter mærkede, hvordan garnene strammede til og så, hvordan lyset begyndte at glimte i de sølvblanke fisk under vandet og mærkede, hvor dybt og tungt båden lå i vandet, da de sejlede ind, forstod han, hvem Jesus er.

Solen stod højest på himlen, da fiskede sprang, og nettet næsten sprækkede. Midt i travlheden og nede midt i fiskenes mængde så Peter glimt fra det høje. Han så Guds finger bag det alt sammen. Han så sig selv badet i lys fra Gud, han så, at her på dette sted mødtes det største og det mindste i universet, den hellige Gud og det syndige menneske, kærlighedens Gud og det kærlighedsløse menneske. Og Peter sagde:" Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand". Og Jesus sagde til ham:" Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker".

"Læg ud på dybet…". Også selv om det nu er skønnest at sejle, hvor man kan nå bunden i det lunkne fladvand langs kysten, hvor fladbundede meninger og letkøbte forklaringer sejler støt og sikkert, men i et sådant hyttefad fisker Gud ikke!

– "Læg ud på dybet! og fisk syndere op fra syndens bundløse og grundløse dyb med min bundløse og grundløse kærlighed. Fisk mennesker op fra dybet, hvor synden, døden og Djævelen møder mennesker og gør dem til mordere. Læg ud på dette dyb af tomhed og fortabelse og fisk mennesker ind i mit rige med mit nådeord. Sæt mit kød på krogen, mit fattige hjemløse liv mine ord, mit liv, mit blod. Og når så folk vender sig i væmmelse, så husk, at det er ikke din opgave at få fisken til at bide på, men alene at sørge for, at der er den rette madding på krogen! Fristelsen til at fiske med anden agn – en mere lækker og indbydende, er stor.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 6. søndag efter trinitatis

Det er utroligt, hvad vi morer os over, og hvad vi tager alvorligt. Nogle morer sig højlydt og ryster på hovedet, når de hører, at Gud har skabt verden af ingenting, men de selvsamme, der rystede på hovedet, bøjer nakken i dyb respekt, når de hører, at ingen og ingenting har skabt verden, og det synes jeg er morsomt og ryster på hovedet. Det første er dog en tro, mens det sidste er vås, men det tæller ikke, når blot det er videnskaben, der våser.

På søndag skal vi høre om den retfærdighed og det er vi alle enige om er dybt alvorligt, men bliver vi ikke alle komiske, hvis vi ville komme stikkende med vor retfærdighed, når vi en dag skal møde Gud.

William Shakespeare har et sted i "Henrik 4.", hvor han lader Falstaff sige således: "Oh, hvis mennesker frelses efter fortjeneste, så er intet hul i helvede stort nok til ham…". Eller Hamlet: Hvis det skal gå os efter fortjeneste, hvem undgik så pisken!

Det er al hedenskabs kendemærke, at vor retfærdighed er adgangskort til Paradis. Du kommer aldrig i Paradis på den måde, om du så levede tusinde liv, for den retfærdige Gud tæller undladelsessynderne med!

H.C. Andersen har en vidunderlig fortælling om retfærdighed og Himmerige. "Flyttedagen" kalder han den, hvor vi kører i flyttebilen. Døden er Omnibusfører, og Passkriver og sætter sit navn under vor skudsmålsbog, for døden er direktør for livets store sparekasse. Ved grænsen til evighedslandet rækker han os vor skudsmålsbog som pas!

H.C. Andersen beskriver rejsen som et blandet selskab, kongen og stodderen sidder ved siden af hinanden, den geniale og idioten… kongen sidder uden en krone på lommen… vi sidder der alle som konger… uden en krone på lommen!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 6. søndag efter trinitatis.

"…For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget…".

Sådan begynder Jesus næste søndags evangelium, som vi skal lytte til i kirken. Evangelium betyder jo "Det glædelige budskab", men hvor er det glædelige i det budskab, at hvis ikke vor retfærdighed langt overgår Farisæernes og de skriftkloges, kommer vi slet ikke ind i Himmeriget.

Adgangsbilleten til Himmeriget er altså en retfærdighed, der langt overgår de mest retfærdige og fromme mennesker, som levede i Jesu samtid!

Lige med det samme, så stødes vi! Og vi spørger, hvad er det for en retfærdighed, som Jesus taler om, for vi kan da ikke præstere noget, der ligger langt ud over, hvad de frommste i landet kan opvise? Vi stødes bort af det umulige i Jesu ord, og vi stødes ud af vore indbildninger om vor egen retfærdighed, for den tæller åbenbart ikke noget i Guds øjne!

Det er al hendenskabs mærke, og al jødedom, islam og nyreligiøse bevægelsers kendemærke, at de vil bruge deres retfærdighed som en stige til Himlen, til Paradis. Tanken bagved er smuk! Tanken er, at vi skal bade os i retfærdighed for at kunne stå rene for Guds ansigt, og at bade sig i retfærdighed vil sige at øve retfærdighed mod alle under alle forhold, ikke forgribe sig på retten, men øve ret og skel, ikke bøje retten, men udmåle ret og retfærdighed med en lige målestok overfor alle.

Det er indlysende sandt, at sådan øver man retfærdighed, og den skal øves af alle efter bedste evne, som en menneskepligt og en menneskeret. Og sandt er det også, at dette er efter Guds vilje, og der er velsignelse ved at handle ret.

Andet er der ikke at sige til dette, men det gør hedninger i alle afskygninger, for hos dem skal retfærdigheden tjene et "højere" formål nemlig deres egen frelse. Og på denne måde skal deres retfærdighed være en stige som rejses mod Himlen, men den går ikke, for det er ukærligt, og Gud er kærlighed!

Målet med din retfærdighed skal ikke være dig selv og din evige frelse, men dit medmenneske, ham/hende alene skal du tjene med din retfærdighed. Bag din retfærdige iver og iver for retfærdigheden skal kærligheden stå, hvis din retfærdighed skal løfte dig ind i Paradis! Og den magter du ikke! Du står selv i vejen for den!

Retfærdighed, som udspringer af kærlighed alene, er adgangskortet til Paradis, og andet findes ikke! Den retfærdighed skal skænkes dig som en kærlighedsgave af Gud selv, og det bliver den i ordet, som lyder hver søndag i din kirke.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 6. søndag efter trinitatis

Det er ordet retfærdighed, der klinger højest i næste søndags evangelium. Retfærdighed vil sige den "rette færd" eller ret færden på livets vej mellem mennesker og mellem Gud og mennesker til forskel fra dem, der går ad krogede veje, og som søger at bøje retten.

Retfærdigheden regulerer trafikken på livets veje, og ophæves den, bliver der kaos, som hvis trafiklys betød noget forskelligt efter, hvor dyr en bil man kørte i.

Vi kan ikke leve uden retfærdighed, for uden retfærdighed har livet ingen sandhed, ingen mening. Uden retfærdighed er livet meningsløst, og det er livet for stort, for smukt og for underfuldt til, at vi kan tro. Mærkeligt er det, men netop det underfulde i livet gør, at vi ikke kan lade være med at tro, håbe og frygte retfærdigheden, en højere retfærdighed en dybere retfærdighed og dermed på, at livet har en højere og dybere mening end vi kan se og sanse.

I "Jeppe på Bjerget" vågner Jeppe i baronens seng og får øje på nogle rokokoengle i himmelsengens loft og siger:" Jeg tror, at jeg er kommen i himmerig, Nille! Og det ganske uforskyldt". Og dér er problemet, at er der ingen retfærdighed, så har livet ingen mening, og er der en retfærdighed, så kommer vi mennesker aldrig ind i himlen – Gud tæller undladelsessynderne med!

Jeppe undres derfor også højligen over at være kommet i himlen. Han måtte være sluppet for retfærdigheden. Anden forklaring findes ikke, den ser Jeppe i al sin enfoldighed klart, men retfærdigheden slipper ingen for, hvilket da også er forklaringen på, at Jeppe ikke er i himlen, men i baronens seng.

H.C. Andersen har en vidunderlig historie, som han kalder Flyttedagen og siger her:" Døden er og bliver den pålideligste embedsmand, uagtet hans mange småembeder! Har De aldrig tænkt derover? Døden er en omnibusfører, han er passkriver, han sætter navn under vor skudsmålsbog, og han er direktør for livets store sparekasse. Kan De forstå det? Alle vort jordlivs gerninger, store og små, sætter vi i den sparekasse, og når så Døden kommer med sin flyttedagsomnibus, og vi må ind der og køre med til evighedslandet, da giver han os ved grænsen vor skudsmålsbog, som pas!"

Frelse er derfor at blande blod med ham, Gud selv, Jesus Kristus, hvis liv var et liv i retfærdighed.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 7. søndag efter trinitatis

Jesus siger til disciplene dengang og til os i dag:" Gå ud og prædik: Himmeriget er komet nær!….I har fået det for intet, giv det for intet".

Det største af alt er Himmeriget, Paradis og det har vi fået for det mindste, ja, for intet og med gaven befalingen:" Giv det for intet…".

At det største på jorden, kærligheden er gratis, det véd vi, men at det største både i Himlen og på jorden, Guds kærlighed, også er gratis ganske som solen, luften og stjernerne, det er lige så sandt.

Nu skulle man tro, at det største ville blive modtaget med den største glæde, men sådan er det ikke. Når ordene prædikes, så får een julelys i øjnene og en anden får mord i øjnene.

Kristendommen er forkyndelse af, udråbelsen af, at det største, Guds kærlighed, er gratis, en gratis uforskyldt gave og straks begynder forhånelsen og forfølgelsen – det viser verdenshistorien.

Magtmennesket, diktatoren kan naturligvis ikke leve med, at den største magt, Himmerigets magt, gives for intet. Løgnen kendes altid på, at det største koster alt, men da ingen kan ændre prisen på Himmeriget, så sørger han for , at omkostningerne ved den tro bliver så store som muligt. Dertil siger så Jesus to ting, som vi skal høre nærmere om på søndag.

Jesus siger til os:" Frygt ikke!" og den første grund er denne, at Gud er almægtig, og den anden grund er denne, at Gud har omsorg, uendelig omsorg for hver enkelt.

Lad gudsfrygten drive menneskefrygten ud. Hvor gudsfrygten forsvinder i et folk, der kommer menneskefrygten ind, og så har vi byttet trygheden ud med tyrannen. Vi er eksperter i at se sprækkerne og ser efter sprækkerne hos de andre for at se, hvor de ikke slår til. Vi er i vor tid så bange for hinanden som ingen anden tid, bange for ikke at stå mål med forventningerne for ikke at bestå for den anden. Anderledes kan det vel ikke være når der ingen gudsfrygt er, og mennesket er den største instans!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 7. søndag efter trinitatis

Tilfredshed er glædens kvalte kadaver, og der er en verden, ja livet selv til forskel på den døde tilfredshed og den levende glæde. Ja, og så kan mange sige, at glæden er for børn, spejdere, tumber og naturfolk, at man skal være dum for at være glad, og naiv for at tale om den!

Og så passer det jo ingen steder hen! Glæden er livets grundstemning og den fundamentale rangorden ytrer sig deri, at man ikke først og fremmest ønsker sit barn dygtighed, karriere, succes, men netop livsglæde.

Vi hører på søndag om tolderen Zakæus, som fik livsglæden igen, fordi han blev omfattet en kærlighed, den dybeste og evige kærlighed, Guds kærlighed.

Kærlighed udtrykker sig altid i glæde. Glæden er, at vi modtager noget, som vi ikke skylder os selv, glæden og kærligheden er to sider af samme sag! Ja, det skal du lige overveje! Jo mere der skal til for at glæde os, jo mindre er glæden, for glæden kommer udefra som kærligheden og hører til de livsførende lag i tilværelsen. Glæden strømmer som kærligheden til os fra selve vor væren til, den er skænket som livet er skænket.

Ja, for livet, kærligheden og glæden er tre sider af samme sag! Det står til os som mennesker at overleve, men ikke at leve – den forskel sletter vi. Kampen mellem glæde og glædesløshed har rødder ned i den grundlæggende kamp mellem liv og død. Lidelsen kan modsige .. livets godhed, kærligheden og glæden, men dementerer den ikke, det magter den ikke. Vi har jo fået det alt sammen …som Zakæus uforskyldt af nåde. Det gælder i livet overalt, hvor livet er – altid. Også derfor takker vi livets giver!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 11. søndag efter trinitatis 2008

Der var to mænd, som gik op til templet for at bede. Den ene var så optaget af sit korrekte forhold til Gud, at da han endelig står for den levende Guds ansigt, så ser han kun sig selv og sin gudsfrygtighed, og kan kun tale om den. Den anden tør ikke se sig selv, men ser bare hen på Gud alene og Gud alene er den sande gudsfrygtighed på jorden.

Gud ser på mennesker med kærlighedens øjne og måler os med kærlighedens målestok, det er sandheden og på samme tid den frygtelige og løfterige sandhed, som du klart genkender i dit eget hjerte, for skal vi mennesker ikke måles med kærlighedens målestok og måle hinanden med den, og er det ikke den eneste menneskelige og menneskeværdige målestok? Og er det ikke umenneskeligt ikke at gøre det?

Jeg håber ikke, at Gud måler mig efter fortjeneste. Den engelske forfatter William Shakespeare lader Hamlet sige det på denne måde til Polonius:" Hvis vi alle blev behandlet efter fortjeneste, hvem undgik så pisken!" Helt uden omsvøb siger forfatteren det i Henrik den 4., hvor Falstaff taler med prinsen og siger:" Oh, hvis mennesker frelses efter fortjeneste, så er intet hul i Helvede stort nok til ham….". Eller sagt på en anden måde, som vor landsmand Søren Kierkegaard siger det:" Når Gud har skaffet sig stilhed, og Gud og Menneske er ene i Verden, hvad skulle Mennesket bede om, andet end det ene, hvoraf Liv og Død afhænger: Syndernes forladelse?"

Guds nåde er Jesus selv, som kommer og kommer i virkelighedens verden og ikke bare som ideer, der flyver rundt i luften mellem hinanden eller tørner sammen inde i hovedet på folk. Guds nåde er et levende og livgivende ord til levende mennesker, der skal møde den levende Gud.

Svend Schultz - Hansen

På søndag er det 11. søndag efter trinitatis 2010

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Sådan er det, når vi har mistet, at vor kærlighed til vore kære er blevet hjemløs, og sorg er et andet ord for hjemløs kærlighed. Vi møder på søndag i kirken en kvinde i sorg, men sorgen retter sig ikke udefter, men indefter. Det var ikke sorg over sit måske lidt kummerlige og vanskelige liv. Nej, hendes sorg er en sorg over sig selv og sin kærlighedsløshed. Hendes sorg var en sorg over synden – synd dette forkætrede ord i dagens Danmark, og hvem forstår ikke det, for ordet synd rammer og sårer enhver af os, for synd er et andet ord, en synonym for, kærlighedsløshed, og så det er ikke rart at være en synder, hvis man hører til dem, der så gerne vil gøre en forskel!

Kvinden lever i sorg, i sorg over sig selv og sit kærlighedsløse liv, en sorg over synden, der lever og bor så trygt og så godt i hendes hjerte. Der skal kærlighed til at sørge over sit kærlighedsløse liv, og den kærlighed havde hun. Hun kendte dem, og mange kendte hende, men ville ikke kendes ved hende før natten faldt på, men så overøste de hende også med kærlighedsløse kærtegn, som de om dagen overøste hende med skældsord. Hun græd over hadet til kunderne og de kolde kærtegn, som hun fik – og gav.

En dag lå hun ved hans fødder, som havde skabt hende, og hun hadede ham ikke engang. Hun græd sig ind i en glæde så stor, som kun synderen kender. Da Jesus havde sagt disse ord til hende: "Dine synder er tilgivet!" da lå der over hendes pande en glorie, den eneste glorie, som gives et menneske, og det er skyldnerens kærlighedsbårne glæde over den slettede gæld!

Dybt i sit hjerte var hun forbundet med ham med et bånd, som ingen andre kendte. Værdighed! Han undskyldte hende ikke, han så ikke på hende som et uskyldigt offer, en ynkværdig viljesløs skæbne, som man kun kunne have ondt af. Der var ikke sump af ynk og medlidenhed d. v. s afsky i hans ord. Hun stod rank og værdig foran ham med sit liv – og sådan kyssede hun hans fødder, med bløde læber.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 10. søndag efter trinitatis 2010

Bøn:

Tekst:

" Men , hvad skal vi sammenligne denne slægt med....". Slægten er menneskeslægten..."de ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte og i dansede ikke, vi sang klagesange og I sørgede ikke". Vi, der sang og spillede var Johannes Døberen og Jesus. Den ene spillede i dur og den anden i mol, og de spillede sammen, men ingen ville høre dem. De sang og spillede, og hvilket herligt billede fyldt med humor, alvor og glæde, giver Jesus af sig selv og Johannes. Vi kan næsten se dem på torvet, hvor den ene synger og den anden spiller. Nu spiller de op til dans! Jesus sammenligner sig selv og Johannes Døberen med et par gademusikanter. Vi kan rystes af den højeste glæde og den dybeste alvor og kun den kan udløse den befriende latter og gråd. Vi ser os selv i kærlighedens lys, for det er jo humoren, den store humor, at se sandheden i kærlighedens lys og på samme tid at le og græde over sig selv og hele verden! Jesus spiller og synger i dur for at få mennesker til at danse i syndforladelsens glæde, og Johannes Døberen synger og danske i mol for at få mennesker til at sørge over synden og søge tilgivelsens glæde.

Dengang Jesus og Johannes Døberen sang og spillede på byens torv, da var mennesket på anklagebænken. Idag er det mere almindeligt at sætte Gud på anklagebænken: Hvordan kan Gud tillade alt det onde der sker, hvis han overhovedet til? Idag er det Gud, der skal retfærdiggøre sin eksistens. Men Jesus er ikke kommet for at retfærdiggøre Gud, men for at retfærdiggøre mennesket. Så længe livet eller vor Herre skylder os en mening, finder vi den ikke. For meningen med livet er ikke et ønske, jeg ikke har fået opfyldt, men et bud, som jeg har overtrådt. Livet skal ikke stå mig til regnskab for mangel på mening, men jeg skal stå livet til regnskab for, at jeg har vendt meningen med livet ryggen. Meningen med livet er kærlighed til Gud og næsten. Det er klart nok. Ikke som et ønske, jeg ikke kan få opfyldt, men som et bud jeg ikke har opfyldt. Derved er meningen blevet borte. Og vejen tilbage til meningen hedder: syndernes forladelse. Ikke som et krav: Giv mig en mening! men som en bøn: Forlad os vor skyld!

Vi står på torvet i en almindelig landsby, hvor livet leves. Det er sommer og tiden er sat i stå og alting går i ring. De gamles tanker går i ring, den unge danser rundt i ring, dansen for dansens skyld og tankernes for tankernes skyld. Med dansen i kroppen og stokken i hånden stråler de af tidlig og sen lykke, og til dem kom Jesus en dag og talte om sig selv og Johannes Døberen.

Om Johannes sagde de allesammen: Du maler livet for mørkt og om Jesus sagde de: Du maler verden for lys, men Jesus ser ikke på verden med købmandsøjne og øver sig ikke i diplomatiets kunst for var ham livet om at gøre, livet i hele dets fylde, og derfor ser de på verdens med kærlighedens øjne og måler menensker med kærligheden målestok, den eneste menneskelige og menneskeværdige målestok og derfor taler han domsord og frelsesord til dem, så hans ord om børnenes leg bliver som en gudstjeneste.

Og enhver gudstjeneste er Guds riges leg, hvor der synges og spilles fuldtonende om sorg og glæde. I en leg er der ritualer og i gudstjenesten er der ritualer. Børnene lever i legen, men véd samtidig godt, atd et er leg, men det ophæver ikke legens alvor eller dens storhed. Legen er indøvelse i virkeligheden og sådan er vor gudstjeneste også, en indøvelse i Guds skjulte virkelighed. Enhver leg har sine regler og ritualer, der skal overholdes, og det har gudstjenesten også, stramme og strenge regler, for enhver leg skal have form, og går man ikke ind under dem, er man undefor. Legens ritualer befordrer legen, men legen stivner og går i stå, når den iscenesættes, når der uddeles roller d. v.s. når den begrænses, når ikke længere alle kan være den stærkeste, største, mest heltemodige. Når ikke længere alle i legen kan alt, men der deles rolle rud, så går legen i stå, den stivner i teater, for livet i legen er det grænseløse liv og netop deri ligner legen livet i Guds rige. I legen er alle lige og overdrivelser findes ikke - alt er muligt.

Jesus og Johanens ville spille op til leg og dans med dyb alvor at vi mangler kærlighed, at vi er syndere og dyb glædedans over Guds kærlighed til os i syndernes forladelse. Amen.

På søndag er det 11. søndag efter trinitatis.

Jesus fortæller en lignelse:" To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden er tolder….".

Jerusalem er verdens brændpunkt, og midt i Jerusalem lå templet, Gudshuset, den jødiske domkirke, hvor al gudstjeneste var samlet på eet sted.

Farisæere og toldere var to grupper, som man ikke kunne tage fejl af. Den første var agtet, den anden foragtet, og begge med rette. Farisæerne fulgte nøje loven og gav almisse og tiende, mens tolderne gjorde tjeneste for besættelsesmagten, romermagten og udsugede deres egne.

Tolderne levede af, hvad de kunne presse ud af folk ud over de noget flydende toldsatser, og jødiske skrifter fra den tid nævner toldere og røvere i samme åndedrag, ligesom toldpenge ikke måtte anvendes til almisser!

To mænd gik op til templet for at bede. Denne ene var en tolder, den anden en farisæer, og i samfundets øjne kunne de ikke stå længere fra hinanden. Det kunne de heller ikke i Guds øjne, men her stod de bare omvendt! Det hedder jo om tolderen, at"…at han gik hjem som retfærdig, den anden ikke".

Farisæeren var den gode og tolderen den onde, derom hersker ingen tvivl, men det er ikke godt og ondt, som det drejer sig om i denne lignelse, men om livet nu og til evig tid.

Det er livet det drejer sig om, når du står overfor Gud, og livet er Guds uforskyldte gave, og denne gave rækkes ikke efter fortjeneste, så havde der ikke være så mange onde mennesker i verden. Livet rækkes til barnet, der fødes, som en uforskyldt gave og til den gamle, der skal dø, som en uforskyldt gave. Livet rækkes dig af Gud selv, og du kan alene modtage det, når du rækker dine tomme hænder frem til Gud, så du kan modtage, hvad Gud vil give. Hvis du har hænderne fyldte med en helt masse andet – det være sig, hvad som helst, så kan du ikke tage imod, hvad Gud har at give dig.

Du kan ikke vinde det evige liv med gode gerninger, men du kan mist det uden, og om det fortæller Jesus i en anden lignelse om den gældbundne tjener, men det er ikke evangeliet til på søndag.

Svend Schultz - Hansen

På søndag er det 12. søndag efter trinitatis

På søndag er det 12 søndage efter trinitatis 2009

På samme måde som vandet i en flod drages mod den afgrund, hvor det styrter i dybet, sådan er også evangeliernes tale indfældet i en strøm, der med uimodståelig magt fører frem mod det sted, hvor alt bryder sammen og styrter ned. Stedet er Golgathas kors langfredag, hvor et knusende nederlag i selvudslettelsen på korset blev åbenbaret som en knusende sejr i selvhengivelse påskemorgen.

Lad os lytte til helbredelsen af den døvstumme. Læg mærke til detaljerne! Jesus stak sine fingre i hans ører, og så spytter han. Derved udtrykker Jesus den personlige undsigelse af dæmonen. Ved at spytte forsager han Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Ved at stikke sine fingre i hans øren, og forsage Djævelen, sprænger han så at sige døren til den syges fængsel og indelukkethed bag døvhed og stumhed. Ved at røre hans tunge og sukke dybt gør Jesus sig eet med den syges liv og smerte. Ordet sukke vil sige sukke og stønne som var hans sygdom Jesu sygdom.

Jesus ser op mod himlen og sukker i smerte og dødsangst så langt er hen inde i den syge og med så meget større styrke falder ordet: "Effata!" Luk dig op! Den døvstumme helbredes og jubelen bryder løs. Langfredag er smerten, og helbredelsen er Påskemorgen. Luk dig op lyder det, som var det graven påskemorgen, der åbnede sig, og det var det, for Jesus går ind i alles grave, tager vor sygdom på sig som sin, og råber "Luk dig op!"

Vi har en frelser som kan magte sygdom, død og djævelskab og ham holder vi os nær, og ham lytter vi til og lovsynger hver søndag i vor kirke.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 12. søndag efter trinitatis

Langt ude på heden, langt tilbage i tiden og langt ud på natten mødes tre hekse ved et bål, hvor de lægger deres planer og koger dem sammen til menneskers fordærv. Det er Shakespeares drama Macbeth, der begynder sådan, hvor heksene blander sandhed og løgn i en vældig gryde og slutter med at synge sådan: "Smukt er stygt og stygt er smukt: i kvalm og tåge går vor flugt". Det er Djævelens gerning at gøre sådan at kalde stygt for smukt og smukt for stygt. Profeten Esajas siger det således et sted: "Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør besk til sødt og sødt til besk".

Det ondes væsen er tilsløring og sammenblanding, tilsløring af forskellene mellem stygt og smukt, godt og ondt, lys og mørke og tilsløringen finder sted i gryden, i sammenblandingen, hvor det hele røres sammen i en pærevælling. I mørke er nemlig alle katte grå og ondt og godt er et fedt, men had og kærlighed er ikke to sider af samme sag. De er modsætninger.

Løgnen optræder aldrig utilsløret, undtagen, hvor den har magten. Løgnen allierer sig altid med magten, for løgnen kan ikke stå alene, når den er afsløret. Løgnen er færdig, opløst, når den er afsløret, undtagen, hvor den har magten! for så holder den sig oppe, levende og i gang i kraft af magten, frygten, terroren, truslen.

Den halve sandhed er altid en største løgn, for under skikkelse af en lysets engel, kan løgnen tumle frit og æde sig ind på livet af livet, opæde frimodighed, tilliden, glæden, umiddelbarheden mennesker imellem, så sandheden om os skjules og sandheden er jo, at vi er skabte i Guds billede, skabte til kærlighed, skabte til at elske vor Gud og vor næste, så livet kan folde sig ud i sin underfuldhed, og vi undres og betages af verden og hinanden, så respekt og værdighed vokser op og sætter frø, hvor vi vandrer.

I den fysiske verden er alting relativt, og sandt sådan, men sådan er det ikke i den åndelige, den personlige verden, i det personlige liv mellem mennesker, men så blander vi det åndelige og det fysiske sammen i en pærevælling og vupti – alting, alting er relativt! Der er ingen synd ingen ondskab kun misforståelser!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 12. søndag efter trinitatis

Langt ude på heden, langt tilbage i tiden og langt ud på natten mødes tre hekse ved et bål, hvor de lægger deres planer og koger dem sammen til menneskers fordærv. Det er Shakespeares drama Macbeth, der begynder sådan, hvor heksene blander sandhed og løgn i en vældig gryde og slutter med at synge sådan: "Smukt er stygt og stygt er smukt: i kvalm og tåge går vor flugt". Det er Djævelens gerning at gøre sådan at kalde stygt for smukt og smukt for stygt. Profeten Esajas siger det således et sted: "Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør besk til sødt og sødt til besk".

Det ondes væsen er tilsløring og sammenblanding, tilsløring af forskellene mellem stygt og smukt, godt og ondt, lys og mørke og tilsløringen finder sted i gryden, i sammenblandingen, hvor det hele røres sammen i en pærevælling. I mørke er nemlig alle katte grå og ondt og godt er et fedt, men had og kærlighed er ikke to sider af samme sag. De er modsætninger.

Løgnen optræder aldrig utilsløret, undtagen, hvor den har magten. Løgnen allierer sig altid med magten, for løgnen kan ikke stå alene, når den er afsløret. Løgnen er færdig, opløst, når den er afsløret, undtagen, hvor den har magten! for så holder den sig oppe, levende og i gang i kraft af magten, frygten, terroren, truslen.

Den halve sandhed er altid en største løgn, for under skikkelse af en lysets engel, kan løgnen tumle frit og æde sig ind på livet af livet, opæde frimodighed, tilliden, glæden, umiddelbarheden mennesker imellem, så sandheden om os skjules og sandheden er jo, at vi er skabte i Guds billede, skabte til kærlighed, skabte til at elske vor Gud og vor næste, så livet kan folde sig ud i sin underfuldhed, og vi undres og betages af verden og hinanden, så respekt og værdighed vokser op og sætter frø, hvor vi vandrer.

I den fysiske verden er alting relativt, og sandt sådan, men sådan er det ikke i den åndelige, den personlige verden, i det personlige liv mellem mennesker, men så blander vi det åndelige og det fysiske sammen i en pærevælling og vupti – alting, alting er relativt! Der er ingen synd ingen ondskab kun misforståelser!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 12. søndag efter trinitatis

" Og folk kom til ham med en, som var døv og havde svært ve at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides væk fra skaren, stak sine fingere i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham "Effatha!" – det betyder :" Luk dig op!"

Lad os lytte til helbredelsen af den døvstumme. Jesus stak sine fingre i hans ører og spytter og udtrykker dermed den personlige undsigelse af dæmonen. Ved at spytte forsager han Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Ved at stikke sine fingere i hans ører og forsage Djævelen sprænger han så at sige døren til den syges fængsel og indelukkethed bag døvhed og stumhed.

Ved at røre hans tunge og sukke dybt gør Jesus sig eet med den syges liv og smerte. Ordet sukke betyder ikke bare et dybt hjertesuk, men sukke og stønne, helt som soldaten, der rammes af en fjendtlig kugle, og sukker i smerte og dødsangst. Jesus ser op mod himlen og sukker somom også han er i forlegenhed for ord og på vej til at blive umælende som en døvstumme, men med så meget større styrke falder så ordet: "Effatha!" – "luk dig op".

Jesus helbredte den døvstumme ved at gå helt ind og ned i hans sygdom og gøre sig eet med den syge i hans magtesløshed, døvstumhed, elendighed og smerte. Den, der sukker og stønner i smerte, gør man ikke til genstand for beundring, men man falder i forundring over, at han, som er Gud selv, helbreder os på den måde, at han tager vor sygdom, nød, død, skyld og angst på sig og gør den til sin.

Jesus gik så meget ind i den syge, at den syge blev ham, og han blev den syge, så Jesus selv blev syg og den syge rask, og sådan er det Guds vej på jorden, at vi tager hans ord til os. Vi tager hans legeme og blod, så hans liv bliver vort og vort liv hans, for sådan er kærlighedens vej og Guds vej på jorden og over jorden til Himlen.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 13. søndag efter trinitatis

Når først ord er hugget i sten, får de i reglen en lang levetid. Også når det er ord, der er sat forkert sammen, så de kalder på smilet. Derfor husker nogle den indskrift på en gravsten: "Her hviler N.N. elsket og savnet af Gud og mennesker". Eller denne gravskrift: "Her hvilker pastor N.N. blandt sine kære indsovede tilhørere".

På søndag i kirken skal vi også høre et par ord, som er sat forkert sammen. De er ikke hugget i sten – alligevel bliver de ved med at leve, efter at alle gravsten længst er hugget til skærver, og det var, "da Zebedæussønnernes mor kom hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham" og sagde "Sig at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre den anden ved din venstre side".

Tak skævben! Når det virkelig gælder, er ydmyghed en sjælden blomst, men her på dette sted findes end ikke skyggen af noget, der ligner. I Guds rige d. v. s. efter Guds vilje både i Himlen og på jorden er livet et kærlighedsliv, der udspiller sig og udfolder sig mellem mennesker og mellem Gud og menensker. Det betyder ikke et træls liv i slaveri for andre, et glædesløst liv fyldt med afsavn, men et liv i tjeneste for andre, et liv i kærlighedens tjeneste, for først da er livet for alvor levende, når vi glemmer os selv, sætter os ud over os selv, d. v. s. når andre betyder noget for os, som de er i sig selv, eller når vi opsluges af et virke, eller når vi fængsles af og glædes over det, der er til.

Det menneske derimod, der forstår at vikle mest gøgl og glimmer omkring sin person skygger mest, mens det menneske, som forstår at forsvinde bag sin tjeneste er livet nærmest og lever mest og stråler derfor mest i Guds øjne.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 13. søndag efter trinitatis

Når først ord er hugget i sten, får de i reglen en lang levetid. Også når det er ord, der er sat forkert sammen, så de kalder på smilet. Derfor husker nogle den indskrift på en gravsten:" Her hviler N.N. elsket og savnet af Gud og mennesker" Eller denne gravskrift:" Her hviler pastor N.N. blandt sine kære indsovede tilhørere…".

I næste søndags evangelium står nogle ord, der er sat forkert sammen. De er ikke hugget i sten, og alligevel vil de blive stående, når vore og vore børnebørns gravsten er hugget i skærver. Det er to af Jesu apostles mor, der kommer hen til Jesus og spørger:" Sig, at min to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre den anden ved din venstre side…". Tak skal du godt nok have! De er da ikke kede af det, og samtidig er de helt ved siden af, for i Guds rige d. v. s. oppe i Himlen og Herren siger:" Mit land siger Herren er Himmel og jord, hvor kærlighed bor…". Altså oppe i Himlen er den største ikke den mest magtfulde, men den der gør andre mest glade, for her er det et kærlighedsliv, der udspiller sig i fuldt flor. Og det betyder ikke et træls liv i slaveri for andre, et glædesløst liv fyldt med afsavn, men stedet, hvor livet i sandhed er levende, fordi vi slipper os selv, glemmer os selv, sætter os ud over os selv, og det sker jo, hver gang andre betyder noget for os, som de er i sig selv, eller vi opsluges af et virke, eller vi fængsles af og glædes over det, der er til. Den selvglade er jo ikke glad, den selvgode ikke god, den selvtilfredse er ikke tilfreds den selvsikre er jo ikke sikker og den selvhjulpne er oftest skidt hjulpen o. s. v. Her på jorden er Helvede jo de andre, men det er Paradis jo også, så om du her lever mere det ene sted en det andet, hvad tror du det afhænger af?

Over indgangen til botanisk have i Hamborg står denne indskrift:" Deus maximus in minimis", at Gud er størst i det, der mindst og sådan kunne der også stå over indgangen til Edens have, ligesom den der bedst forstår at forsvinde bag sin tjeneste stråler mest i Jesu øjne.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 13. søndag efter trinitatis

Jesus fortæller lignelsen af den barmhjertige samaritaner og siger i den, at det vigtigste for mennesket er at være menneske? Hvis købmanden er mere købmand end han er menneske, så er han en vanskabning. Hvis præsten er mere præst end menneske, så han af skræk for at blive uren på sin tur til Jerusalem og levitten med, så er han et umenneske. Det samme gælder ægtemanden, landmanden, politikeren og håndværkeren.

Jesus siger, at min "næste" d. v. s. mit medmenneske, det er den, der hjælper mig, når jeg er i nød! Jesus spørger:" Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Den lovkyndige svarede:" Han, der viste ham barmhjertighed". Og Jesus sagde" Gå du hen og gør lige så!" Gå du hen og vær en næste for den næste, som du møder på din vej, og som lider nød! En næste, det er ikke noget, man er, men det er noget, man gør sig til ved at hjælpe den, der er i nød! Du skal elske din næste! Du skal elske den, der hjælper dig i din nød, og du skal være en næste, et medmenneske, som selv hjælper i nød.

Mindst syv mennesker var den morgen på vej fra Jerusalem til Jeriko. De gik bogstaveligt på samme vej til Jeriko, men ellers gik de hver sin vej. Samaritaneren gik barmhjertighedens vej. Røverne gik voldens og urettens vej, præsten og levitten, kirketjeneren gik hårdhjertethedens vej og den overfaldne gik smertens vej. Kun samaritaneren gik livets vej, for han hjalp, og den, der hjælper et andet menneske i nød, går på livets vej, velsignelsens vej, for han går med Guds velsignelse foran sig i sit liv.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 13. søndag efter trinitatis.

I fortalen til Valdemar Sejrs Jyske lov fra 1241 står der, at en lov skal være så tydelig, at hver mand kan forstå den. Guds lov kunne godt være forbillede på klarheden for, hvad er klarere end Guds dobbelte kærlighedsbud, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.

Guds lov for menneskelivet er en anden end tyngdeloven, men de står lige fast. Guds lov for menneskelivet står skrevet i samvittigheden, og den befaler ikke, at du skal gøre det ene eller det andet, men den er livet selv, og den befaler, at du skal gøre, hvad der tjener livet f. eks sådan som den barmhjertige samaritaner gjorde det, da han hjalp den mand, som lå hjælpeløs, fordi han var blevet overfaldet af røvere.

En lovkyndig ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham:" Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Den lovkyndige går ud fra, at det evige liv må have sit eget mønster, som man må ind i og lade sit liv forme efter, hvis man vil vinde det. Men, hvor finder man dette mønster? Eller med andre ord, hvordan ser det evige livs genetiske kode ud? Hvad skal jeg gøre for at knække denne kode, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?

Jesus svarer ham:" Hvad står der i Moseloven, hvad læser du dér?" Jesus svarer ham ved at vise ham det ganske almindelige menneskeliv, det fælles banale menneskeliv, for det er her, at vi skal finde svarene på livets dybeste spørgsmål – vi kan helt ned i hverdagen og dagligdagen med hinanden for at finde de dybder, hvor svarene findes! Et glimt af livets mening finder du i en mors smil, en fars kærtegn og et elsket menneskes ansigt! – I det dobbelte kærlighedsbud, i kærligheden til Gud og din næste – finder du svarene, for i deres kærlighed til dig rækker de dig livets inderste mening og skønhed.

Det evige liv, er det liv du kender, hvor alt, der begrænser dette liv er borte, og alt, hvad der ødelægger det er ophævet, så kun kærligheden er tilbage, og livet selv i hele sin uendelige rigdom og fylde får lov til at udfolde sig. I Himlen får vi lov til at tale med hinanden i kærlighedens lys, i hans lys, som satte solen på himlen. Jesus selv er solen på himlen, og træerne får lov at vokse ind i Himlen, hver enkelt blomst vil dufte til glæde for alle, og fuglene vil kunne flyve og synge på samme tid.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 14. søndag efter trinitatis

Guds barmhjertighed skal ikke søges i naturen orden, for her findes den ikke, men derimod i den kendsgerning, at vi lever, at jorden drejer, at der overhovedet findes noget, som tilmed er smukt og stort og underfuldt, så vi undres og betages. Størst opleves Guds barmhjertighed i dette, at alt er gave, ufortjent gave. Vort liv lå udbredt foran os da vi blev født

På søndag er det 14. søndag efter trinitatis

På vej ind i en landsby møder Jesus ti spedalske. Den smitsomme sygdom havde klædt dem alle ens, - kød og klæder han i laser på dem alle, og "…de blev stående langt fra ham og råbte:" Jesus, Mester, forbarm dig over os!" så han helbredte dem alle på stedet.

På samme måde som soldater og fanger i et fængsel lægger uniform og fangedragt fra sig og vender hjem til hver sit, således også de spedalske. Sygdommen havde lagt alle forskelle mellem dem i graven, men med helbredelsen rejste de sig igen som mure og nye muligheder. Kun den ene vendte tilbage og takkede Gud.

Taknemmelighed kan være så meget. Der er taknemmelighed, der sidder i sindet som en lys og let stemning, og som dårligt véd, hvad den er vendt imod, men den kan også synke ind i sig selv som en mæt tilfredshed, og den kender vi fra dyrenes verden, katten f.eks. der lader sig bage af solen, tilfreds med alt og alle, sig selv iberegnet.

Taknemmeligheden kan vælde op fra dybet med overrumplende magt. Bitterheden har samme evne, og kan være svær at slippe af med, den har sin egen sære sødme. Taknemmeligheden ødelægges, når den smager på sig selv eller lukker sig om sig selv, og den glider i baggrunden mens tiden går, men den har flere former, og styrken i den kan variere, men den dybe taknemmelighed rummer i sig den ægte tro, og derfor er det, at Jesus siger til den taknemmelige og helbredte spedalske, der vendte tilbage for at takke Gud:" Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig".

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 15. søndag efter trinitatis

"Martha, Martha eet er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende….". Det var Jesu ord – og der stod Martha, som altså havde valgt den dårlige del – at sørge for de andre og ikke for sig selv, og så kunne hun gå ud i sit køkken og slå sine potter i stykker. Det var også lige før – men så valgte hun at blive stående og stod helt stiv, som var hendes liv gået i stykker, og så sætter hun sig ved siden af Maria med et suk og lytter. Lazarus ser taknemmeligt over på hende og siger med et smil:" Ja, ja det ene fornødne før fornødenhederne!"

Og så talte Jesus videre om Guds rige, om kærlighedens rum og rige så stort det er, ja uendeligt, men der er ingen afstande, for alt er os nært. Gud er som et kildevæld, en stadig tilblivelse, en uafladelig fornyelse, en evig friskhed:" Det vand jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv…". Kærlighed er ikke, at man bestandig forsøger at gøre sin næste tilpas. Kærlighed er det naturlige mod, modet til at være sig selv, altid og under alle omstændigheder kun at være den man er. Enhver, der giver sin næste noget, der ikke har vokset ved ens egne hjerterødder, giver kun stene for brød og – de véd det begge!

Jeg er verdens lys – siger Jesus, for det er lyset, der åbner verden for os. Det er først i lyset, at du kan udfolde dig i rummet, det er lyset, der gør vore øjne seende, så vi kan glæde os over verden dens former, farver, vidde og dybde. Kærligheden rummer lys:" Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig…".

Maria sad og så på Martha, der nu oplevede et af de sjældne øjeblikke, da alle spørgsmål tier og livsoplevelsen fylder dig til randen, så du omfatter alle ting med ren og uselvisk lidenskab fuld af glæde, af et fjernt blufærdigt smil…

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 15. søndag efter trinitatis

Jeg tænkte, at jeg ville se det med det samme og genkende det øjeblikkeligt, om jeg nogensinde fik et under at se. Og så var det der pludseligt, og dog havde det været der hele tiden. Det var bare så pludseligt altså, ikke at jeg fik øje på det, men at jeg fik øje for det. Jo, for miraklerne stod der med deres fødder i den samme jord og løftede deres kronede hoveder op i den samme luft, i den samme sol, den samme blæst og regn, og var alligevel så forskellige. Æbletræerne satte æbler, og pæretræerne satte pærer og andre træer satte blommer, moreller og kirsebær. Det hele var så normalt og så eventyrligt på samme tid. Tænk, hvad de fik ud af den selvsamme jord, de selvsamme luft og regn, så forskellige frugter, forskellige i former og farver i duft og i smag og størrelse!

Det er naturen, der med sin ødselhed selv skjuler, at naturlovene alle består af små, uendeligt små mirakler. På samme måde er det også med, hvad vi kalder den grå menneskemasse eller publikum, det ansigtsløse uhyre, at også det består af lutter små mirakler, lutter enkeltmennesker. Det er så underfuldt, at én celle bliver til to, fire otte, seksten og en anden på samme måde. Den ene bliver til en tulipan og den anden til en løve og en tredje til et menneske.

Det er høsttid og vi fornemmer, at høstens rigdom har en lang historie bag sig, der rækker helt tilbage til skabelsens gåde til den uendeligt rige og gode Gud, der skabte os og alting så forunderligt, at han ville dele alt med os også sig selv sit eget liv i det kærlighedens fællesskab, hvor han selv blev menneske blandt mennesker.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 15. søndag efter trinitatis

Gud giver os så mange gaver, men i grunden kun to slags. Den første slags er igen så mange slags, det er sundhed, kræfter og dagligt brød, kornet på marken, venner og familie, og så giver Gud som sin største gave os sig selv, som sin kærlighedsgave, det ene fornødne mod de mange fornødenheder.

Det ene fornødne for fisken er vandet, for fuglen er det luften, for ormen er det jorden, men hvad er det ene fornødne for mennesket? Hvad er det ene fornødne for den skabning til hvem det lyder: "Salige er de barmhjertige for dem skal der vises barmhjertighed, og salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud eller salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn? Når vi lytter til de ord, så er det ene fornødne noget helt andet for os end for alle andre skabninger. Det ene fornødne er dette af hjertet at lytte til Guds ord: "Kom sæt dig som en flittig bi i ordets blomsterenge, søg selv, hvad kraft, der er deri, bliv ved at suge længe, så får du honning vist og sandt. Det blod, af Jesu vunder randt, du kan i ordet finde".

Martha var et af de mennesker, der flytter noget; hun får noget fra hånden og sandt er det, at intet ord kom over nogens læber uden mad og drikke. Martha har givet sig i kast med det, der skal gøres, og når det lykkes, når travlheden er som en sang i blodet, når tingene løber let fra hånden, så er det Martha til måde. Men så sker det, at der går lidt råd i hendes foretagsomhed, for som hun er skal også alle være. Marthas liv grunder i alt det som skal gøres og vitterligt skal gøres! Maria liv grunder i det som er gjort, som Gud har gjort for hende, og som Jesus former i ord, så de kan nå hendes hjerte.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 16. søndag efter trinitatis

Byen Nain ligger på en langstrakt højslette kun ca. 10 km. fra Jesu barndomsby Nazareth, og Jesus er på vej derhen:"…da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende".

Afstanden mellem liv og død behøver kun at være meget lille et øjebliks uopmærksomhed i trafikken eller på arbejdspladsen, men for den, der lever, er afstanden en uendelig afgrund. Noget andet er, som vi ser det i næste søndag evangelium, så kan afstanden mellem død og liv være lige så lille.

Enken stod på bunden af al elendighed, hvor hvert ord til trøst falder som en regnbyge over havet. Tænker hun enken? Tænker hun overhovedet. Hvad andet kunne han da tænke end dette:" Jeg er fortabt. Gud har forladt mig, forbandet mig, fordømt mig. Hun var der, hvor ingen og intet kunne nå hende, ingens hjerte, ingens mund og ingens hænder:" Da Herren så hende ynkedes han og sagde:" Græd ikke! Og han gik hen og rørte ved båren. Da ynkedes han over enken. De dybeste og svageste og mest menneskelige af alle følelser vældede op i ham, og den stærkeste af alle guddommelige kræfter virkede i ham, og han skubbede døden tilbage, et stykke tid tilbage og væk fra drengen.

"Græd ikke" – det ord kom først og først siden opvækkelsen. Jesu trøst, evangeliets trøst er det første, og længere er vi ikke. Vi må nøjes med at se opstandelsens lys gennem gravens mørke og høre evangeliets trøst:" Græd ikke!" Men glem ikke, at han som siger dette til dig i dag- "Græd ikke!" Det var ham, der i går sagde det samme til enkens søn i Nain!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 16. søndag efter trinitatis 2008

Man kan kokettere med døden så længe den ikke står i stuen, men ansigt til ansigt med den falder alle masker. Det er endnu skik og brug, at naboer, familie og venner kommer på besøg, når et hjem rammes af dødsfald. De kommer for at vise deres deltagelse, og er de kloge nok, så tier de stille, for det vigtigste er, at de bare er der, for med deres blotte tilstedeværelse er de et vidnesbyrd om dette, at verden stadig står. Blot det, at de er der, hindrer os i at synke fuldstændig sammen i sorgen. Langsomt skal man vænne sig til, at man ikke kan vænne sig til, at det menneske ikke er mere. De der kom og var og gik så stille med dørene var med til for en stund at trænge sorgen i baggrunden, og langsomt glider den i baggrunden og til sidst er den måske kun levende dér: i baggrunden.

På søndag skal vi til begravelse, for Lazarus er død, og hans to søstre Martha og Maria sørger over ham. Jesus kom ud til graven og kaldte Lazarus op af den, og det kunne han, fordi han havde en kærlighed så stor, at den fylder alle himle. Han havde Guds kærlighed i sit hjerte, og vi har jo en anelse om, at kan noget magte døden, så er det kærligheden. Vi kender det fra alle de romaner, noveller, sange og kunstværker, der er noget værd, at de har det tema og bæres af det tema, den drøm, det håb, den tro, at kærligheden måske kan magte døden.

Vantro og overtro har det til fælles, at de vil forklare, men troens kendes på, at den kun vil undres og betages, en undren over livets gåde, at et liv uden kærlighed er tomhed, endeløs tomhed. Er liv da kærlighed? –inderst inde?

Jesus rejste Lazarus for at ramme de levende lyttende og plante troen som en undren over, at Guds almagt og kærlighed er samlet i et menneske, der elskede os så højt, at al himlens herlighed ikke kunne holde ham tilbage, en kærlighed så høj og så dyb, at den kan løfte også mig fra graven til lyset.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 19. søndag efter trinitatis

Johannes Døberens opgave var at forberede mennesker på at møde Gud, og det gjorde han ved at sige sandheden om mennesket til mennesket. Ved at sige sandheden til hinanden former vi hinandens hjerter som en skål, som vi kan fylde vor barmhjertighed i. Sandheden kommer altid før barmhjertigheden og barmhjertigheden kommer aldrig udenom sandheden. Barmhjertighed uden sandhed er eftergivenhed, blødhed, sentimentalitet og dybest set ligegyldighed, slaphed.

Johannes pegede på Jesus og sagde:" Se, dér er Guds lam…". Se, dér går Guds håbløse kærlighed til mennesker:" Se, det Guds lam, som bærer verdens synd…". Se, der går Gud selv, Guds lam, der på korset strækker sine arme ud mod verden, et favntag stort.

Johannes Døberen omtaler Jesus og viser os hen på Jesus, men der er snævre grænser for, hvad omtalen af et menneske udretter. Når vi har sagt det største og bedste vi véd om et menneske, sådan som Johannes Døberen sagde det største og bedste han vidste om Jesus, da kan omtalen vække forventning også en stærk forventning og en levende forventning, men heller ikke mere.

Der er noget, som selv den fineste omtale ikke kan skabe, og det er tro. Om vi har tro til et menneske, tiltro til et menneske, det beror aldrig på, hvad vi har hørt om ham, men det afgøres altid ved, hvad vi har hørt af ham.

Tro er aldrig vort hjertes svar på en omtale, men altid vort hjertes svar på en tiltale. Så kan denne tiltale være ganske jævn og stilfærdig, den er alligevel altid stærkere end den mest svulmende omtale.

Hvad et menneske har sagt dig plantes i dit hjertes muld og gror op i tro, håb og kærlighed. Ordene er åndens bro mellem menneske og menneske. Læg derfor også mærke til, at det vi minder hinanden om før hver gudstjeneste, det er ikke, at vi er kommet herind for at høre, hvad præsten har at sige om Vorherre i dag, hvad enten denne omtale er rig eller ringe, men for at høre, hvad Vorherre vil sige til os:" Jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du min Skaber, Frelser og Trøstermand – vil tale til mig!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 19. søndag efter trinitatis

Helt nede ved bredden af Genezareth sø ligger byen Kapernaum, der ordret betyder "lille fiskerleje". Det blå, det friske, det ferske vand, de flade tage og hvide huse med de grønne haver var et frodigt sted.

Der kom nogle til Jesus med lam, mens han prædikede evangeliet om Guds rige, og alle stod så tæt, at de ikke kunne komme ind, og derfor fjernede de græstørvene på taget over Jesus, og firede den lamme ned foran ham.

Det var tydeligt, hvad de var kommet for, men Jesus ville give dem mere meget mere og meget mere end de havde fantasi til at forstille sig, for han ville give dem, som Gud giver og sagde derfor:" Søn, dine synder forlades dig…". Jesus vil ikke alene give os liv og førlighed tilbage til liv på jorden, men livet selv, og det rækkes et menneske, både syge og raske, levende og døde i ordene om syndernes forladelse. I disse ord ligger alt, himlen selv, det evige liv, Guds nåde og barmhjertighed, og det rækkes dig ikke under engles og serafers sang i himmelsk pomp og pragt.

Livet selv, rækkes dig af Gud på samme måde, som den største gave på jorden rækkes dig af mennesker. Og denne gave rækkes dig i største afmagt og svaghed, ja, som var den gave ingenting. Den rækkes dig som en kærlighedserklæring! Hvordan ellers menneske! Om du fik alt undtagen kærlighed, da fik du intet på jorden, og det gælder da også i Himlen, at får du Guds kærlighedserklæring, tilsigelsen af alle dine synders nådige forladelse, da får du alt, også selv om du ellers intet får, som kan se, føle, mærke og smage på!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 19. søndag efter trinitatis

Hvilke kræfter er de stærkeste, er det dem, der skiller os eller dem, der forener os? Er det kærligheden eller døden? Kærligheden er det bånd, der binder hjerte til hjerte, et bånd, der binder i frihed, et bånd, som både binder og bærer, som er tvundet af usynlige tråde, som er stærkere end stål og svagere end blår, og som forbinder det inderste til det inderste med ord og med ånd.

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:" Himmeriget ligner en konge, som holdt sin søns bryllup…". Himmeriget, Guds rige, Paradis ligner , ligner hvad? Hvad ligner det største? Det ligner den største glæde på jorden? Og, hvad er billedet på den største glæde, jo, det må da være et bryllup og da særligt et prinsebryllup!

Paradis ligner et prinsebryllup, for noget større og gladere findes ikke end, hvor det fuldkomne bånd, kærlighedsbåndet bindes mellem mennesker og mellem Gud og mennesker!

Gode læser! Når du vil vide noget om det største på jorden, så skal du spørge dit hjerte og ikke din forstand. Når du skal finde ud af det største i livet, hvem du vil leve dit liv med eller, hvordan du skal opdrage dine børn eller, hvad meningen med livet er eller, hvem eller hvordan Gud er, så skal du spørge dit hjerte og ikke din forstand.

Forstanden kan være god nok at spørge til råds, men den skal ikke bestemme. Det er den ikke skabt til. I forstanden foregår der heller ikke noget, der er nær så spændende som det der sker i hjertet. Det er langt mere spændende at se, hvad der bor i folks hjerter end i deres forstand! Langt de mest spændende sogneaftener vi har i kirken er da også de aftener, hvor mennesker fortæller om sig selv!

Tilbage til brylluppet, vi skal høre mere om på søndag, så er alle indbudt til den himmelske kongesøns bryllup både onde og gode…du er altså også indbudt!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 19. søndag efter trinitatis

Det er høsttid, og der er derfor en duft af død og den duft af liv. Der er en modsætning bygget ind i høstens tid. På den ene side så fældes og falder store dele af det liv, som foråret og sommeren kaldte frem. Livet mejes ned af store mejetærskere, men alt sammen er det sommerens overskud, afgrøde, rigdom, liv i laden og liv på loftet, i kuler og kældre. Henfald og rigdom hører sammen, gammelt og nyt død og liv.

Det er mærkeligt frydefuldt fra bilens vindue at se arbejdet skride frem, hvordan fure lægges til fure omgivet af en sværm af måger med sollys i vingerne, der får dem til at skinne, som var det engle, der fulgte i sporet.

Liv og død mødes og bytter plads, sådan er det i Guds natur og sådan er det, hvor vi møder Gud selv i Jesus Kristus og ser ham møde mennesker. Vi ser det i næste søndags evangelium, hvor den lamme bliver helbredt.

Jesus siger til os:" Hvad er det letteste at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig eller sige: Rejs dig og tag din båre og gå?" Det letteste? Hvad vil du selv mene? Ja, men det ene er ikke lettere end det andet, for begge dele er helt umuligt for mennesker. Ingen anden end Gud selv kan tilsige mennesker deres synders forladelse, og ingen anden end Gud selv kan helbrede en lam!

Det ene er ikke lettere end det andet, for det er to sider af samme sag! Når Gud giver dig det ene, så giver han dig også det andet! Når du oprejses til liv på den yderste dag, så er det Guds nåde, Guds tilgivelse, som har ramt dig, for opstandelse til liv er nåde.

Når du på dagen i dag tilsiges alle dine synders nådige forladelse, så er det opstandelsen til liv på den yderste dag, som har nået dig, og som kaster sit himmelske skær over dig og dit liv her og nu.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 20. søndag efter trintatis

En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og bad ham arbejde i vingården, men sønnen sagde nej. Senere fortrød han og gik alligevel derud. Manden gik nu til den anden søn og bad ham arbejde i vingården, og han sagde ja, men gik ikke derud.

Ja og nej er to af den mindste ord i sproget, men to af de største i livet. Der var ikke noget heroisk ved nogen af sønnerne, for de var fælles om, at deres beslutning var faldet sammen som en vissen blomst. Den enes beslutning var derfor ikke mere værd end den andens. I det væsentlige står de to sønner sammen om at være ulydige, men den ene "nejsønnen", der gik hen i vingården fremhæves, for han lod sig bevæge. Han gik i sig selv og gik angerens vej gennem angerens port ind i sin fars vingård for at arbejde.

En beslutning er et værk af vor egen vilje. Så stærk eller så svag som viljen er, så stærk er også beslutningen. Med angeren forholder det sig anderledes, for min anger er altid skabt af min kærlighed. Gennem angeren er det en andens kærlighed, der virker ind på ens liv. Det hedder jo også, at man "…sanker gloende kul på hans hoved" d. v. s. at man svarer igen med kærlighed på noget ondt og fremkalder dermed angeren hos den onde.

Når den andens kærlighed virker ind på ens liv, så gribes man af anger, fordi man havde tænkt at ramme den anden med noget ondt. Sådan gælder dem mellem mennesker og derfor også mellem Gud og mennesker.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 20. søndag efter trinitatis

Bøn:

Tekst:

En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og bad ham arbejde i vingården, men sønnen sagde nej. Senere fortrød han og gik alligevel derud. Manden gik nu til den anden søn og bad ham arbejde i vingården, og han sagde ja, men gik ikke derud.

Ja og nej er to af den mindste ord i sproget, men to af de største i livet. Der var ikke noget heroisk ved nogen af sønnerne, for de var fælles om, at deres beslutning var faldet sammen som en vissen blomst. Den enes beslutning var derfor ikke mere værd end den andens. I det væsentlige står de to sønner sammen om at være ulydige, men den ene "nejsønnen", der gik hen i vingården fremhæves, for han lod sig bevæge. Han gik i sig selv og gik angerens vej gennem angerens port ind i sin fars vingård for at arbejde.

En beslutning er et værk af vor egen vilje. Så stærk eller så svag som viljen er, så stærk er også beslutningen. Med angeren forholder det sig anderledes, for min anger er altid skabt af min kærlighed. Gennem angeren er det en andens kærlighed, der virker ind på ens liv. Det hedder jo også, at man "…sanker gloende kul på hans hoved" d. v. s. at man svarer igen med kærlighed på noget ondt og fremkalder dermed angeren hos den onde.

Når den andens kærlighed virker ind på ens liv, så gribes man af anger, fordi man havde tænkt at ramme den anden med noget ondt. Sådan gælder dem mellem mennesker og derfor også mellem Gud og mennesker. Når vi synder, så svarer Gud igen med nåde…med tilgivelse og griber vi tilgivelsen, så har vi dermed udtrykt vor anger og er blevet forsonede med hinanden. Sådan gælder mellem mennesker og derfor også mellem Gud og mennesker. Der er ikke noget uforståeligt i Guds handlen med os, for den er som mellem den onde og den gode. Angerens vej er altid synderens vej, og den vej går man ikke i kraft af en beslutning om at være god, men fordi kærligheden vågner og blusser op, så kærlighedsløsheden i forseelsen, synden, bliver synlig for samvittigheden.

Det fortælles, at en ung mand, der boede ved havet sammen med sin familie oplevede det forfærdelige, at den Onde selv i skikkelse af en drage rejste sig af havet og den ville kæmpe med ham dagen efter. Hjemme er konen snarrådig og snu. Hun siger:" Dragen kan kun besejre dig, hvis du har din sjæl med dig. Dø kan du kun, hvis dragen kan tage sjælen fra dig og afsjæle dig" Derfor laver konen et skrin, og da manden skal afsted for at kæmpe, så gemmer hun hans sjæl i skrinet. På havet foregår en drabelig kamp mellem dragen og manden, og en uhyggelig storm rejser sig. Men da morgenen gryer, har ingen vundet. Dragen kan ikke besejre manden uden sjæl, og manden kan ikke besejre dragen. Uden sjæl er manden ikke et levende væsen, og kun et levende væsen, der kan føle kærlighed, smerte og glæde, kan bekæmpe og besejre det onde. Kan vi ikke elske og føle kærlighed., le og føle glæden bruse i os, så kan vi heller ikke fortrænge gråden og det ulykkelige i vort liv. Det er kun levende mennesker, som véd at de kan tabe kampen mod det onde, der alene kan vinde kampen også det onde indeni os selv.

"En mand havde to sønner…". Manden er Gud selv og sønnerne? Ja det er tolderne og synderne på den ene side og ypperstepræsterne og de ældste på den anden side. Og vingården? Ja, det er templet, stedet, hvor gudstjenesten finder sted.

Ypperstepræsterne og de ældste havde været de første til at sige ja til at gå hen i vingården, templet, og de havde taget magten og messeklæderne på, så i den forstand var de gået indenfor i vingården, men i en anden og dybere forstand var de blevet udenfor, for de gjorde ikke det arbejde, som de var sat til. Jesus siger det på den måde, at den ene søn sagde:" Ja, herre! men gik ikke derud".

Den anden søn var toldere og syndere og de gik fra starten i en stor bue udenom templet, fro de havde andre planer for deres liv end at tjene Gud og næsten – så fra starten havde sagt nej, men så gik de derhen alligevel. De var søgt sammen med Jesus for de havde fundet et stykke af Guds tempel og herrens vingård i ham og hans ord. I templet af sten midt på tempelpladsen i Jerusalem måtte de jo ikke komme, men så havde de i Jesus fundet et levende tempel, et sted, hvor Guds ord lød, så de ikke kunne modstå det, men måtte hen og lytte og lære og det er også at arbejde i herrens vingård. De havde fundet et sted et menneske, hvor alt det onde, som de kendte så godt alt sammen blev overbudt. De så, at i ham overvandt Gud det onde. Gud lod hans kærlighed til toldere og syndere overbyde det onde. Hans liv og kærlighed var i al den sårbarhed større og mægtigere end ondskaben og dens væsen. Derfor gik de hen til ham og dermed ind i Herrens vingård. Amen

På søndag er det 20. søndag efter trinitatis 2009

Hvilke kræfter er de største, er det dem, der skiller os eller dem, der forener os? Er det kærligheden eller døden? Kærligheden er et bånd, der binder hjerte til hjerte, et bånd, der binder i frihed, et bånd, som både binder og bærer, som er tvundet af usynlige tråde, som er stærkere end stål og svagere end blår og forbinder det inderste til det inderste med ord og med ånd.

Jesus fortæller en lignelse om den fuldkomne kærlighed, Himmeriget, hvis alvor og glæde er lige dyb, hvis retfærdighed og barmhjertighed er lige dyb, hvorfor det jo også hedder at skulle frygte og elske Gud.

Jesus fortæller om en konge, der indbyder til fest, og festklæder var noget man fik udleveret før festen, ved indgangen, for man kom ikke i sine egne klæder! Gæsterne skulle bære værtens tøj, og det var at vise værten foragt, om man kom ind til festen i sit eget tøj, sin egen retfærdighed!

Når det gælder Guds fest i Himmeriget, så får vi også udleveret hans festtøj:" Af Guds nåde alle tråde spindes til vor helgendragt…", synger vi i en salme. Vi skal iklæde os den dragt, som Gud selv rækker os ved indgangen til Himmeriget vor dåbsdragt, som er Jesus, Gud selv.

Det er ham, vi iklæder os gennem huden ved dåben, gennem øret fra prædikestolen og gennem munden ved nadverbordet. Vi hyller os i Kristus og kalder os kristne.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 21. søndag efter trinitatis

Vi kan ikke aflæse på hinandens skæbne, om vi er små eller store syndere. Gud lader tydeligvis ofte de ondeste leve det lykkeligste liv og den retfærdige henslæbe sit liv i fangenskab og elendighed.

På den måde er der ingen retfærdighed til, men retfærdigheden viser sig et andet sted, og det er, at Gud fælder en endegyldig dødsdom over enhver, der ikke omvender sig og søger Guds nåde og barmhjertighed hos Guds søn i bønnen om alle vore synders nådige forladelse.

På samme måde som livet for den fangne er frihed, for den sultne er mad, for den ensomme er fællesskab og for alle er kærligheden, sådan er livet for en synder, syndernes forladelse.

At Gud ikke for længe siden har lukket og slukket, det er ren nåde. I en salme siges det hele således:"…Vi søgte kun vort eget vel, vor næste blev vor lykkes træl. Vort selv vi ynded over alt, fra dig vi faldt. Men nu er vore dage talt….

Synd er det kærlighedsløse. Anden synd findes ikke. Tilgivelse er derfor en kærlighedshandling, og kærlighed er at give sig selv til hinanden. Tilgivelse er at give sig selv til den anden og Guds tilgivelse vil sige, at Gud giver sig selv til os, så vi bliver eet med ham og han eet med os. Når det sker sætter kærligheden frugt, og sådan er det mellem mennesker og derfor også mellem Gud og mennesker. Vi véd det alle. Vil du gøre en forskel, så glem dig selv, så godt du kan, til fordel for en anden og ikke kun dine kære, for de er i forvejen en del af dig selv, men én som ikke kommer dig ved, og lad så vedkommende koste dig lige så meget i tid, penge og bekymring som dine kære og din karriere, så gør du en forskel også selv om den ikke værd at skrive hjem om. Det er ikke let for en synder at være andet, men så meget stærkere lyser Guds løfte i Jesus.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 21. søndag efter trinitatis

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg, og da han hørte, at Jesus var i nærheden, styrter han afsted for at finde ham og få ham hjem til drengen. Denne kongelige embedsmand kunne vel have sendt en anden, men sagen var ham for vigtig, og så styrter han afsted, finder Jesus og trygler ham, for sorgen havde fyldt hans hjerte og tårerne hans øjne.

Den 3. juni 1579 blev der født en lidt sygelig og svag dreng til verden. Jens Munk hed han. Han blev opdagelsesrejsende på det store hav og siger således et sted i sine dagbøger: "Havet består af vand med saltindhold ganske som tårer. Et hav af tårer sejler vi på gennem livet….For at komme til østen skal man sejle vesten på, og det betyder, at de sidste skal blive de første og de første de sidste, at de der mister deres liv i sorgens hav skal vinde det. Når vi sejler ud, skal vi finde solopgangen gennem solnedgangen. Vi skal gennem is og sne for at finde foråret". Det skulle drengens far også. Sorgen tvang ham og fortvivlelsen. Der er mange slags lande, mens folkeslag og mange mennesker, men ud over den ganske verden kun én slags tårer og kun eet eneste hav".

Den kongelige embedsmand står nu foran Jesus, han står på spring for at få Jesus med hjem til sin syge søn:" Vi kan ikke stå her, vi må løbe, og jeg har løbet, mine tårer løber, og nu løber drengens liv ud tid ud mit hjerteblod – ud over jorden – ud i havet!

Det er somom Jesus har evig god tid og begynder at tale om noget helt andet, om vantro. Jesus siger:" Hvis I ikke får tegn og undere at se tror I ikke…". Det er somom manden nød slet ikke trænger ind, og derfor råber han i sin kvide:" Herre, kom før min lille dreng dør – men Jesus sagde til ham:" Gå hjem, din søn lever!" Og manden troede det ord Jesus sagde og gik…".

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 22. søndag efter trinitatis

Måske var det i al troskyldighed, at disciplene den dag stillede Jesus det spørgsmål, som udløste et fyrværkeri af et svar, som de siden aldrig glemte. Disciplene spurgte bare:" Hvem er den største i Himmeriget?". Måske var det et væddemål og måske var det i ægte interesse, at de spurgte, men der var vrede i svaret.

Jesus kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde:" Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn kommer I slet ikke ind i Himmeriget…". Her gik de allesammen og troede, at de var vel inde i Himmeriget eller i hvert fald ganske sikre på, at Himmeriget var deres, og derfor var det også, at de stillede spørgsmålet: "Hvem er den største i Himmeriget".

Med sit svar stiller Jesus dem med eet udenfor Himmeriget, udenfor porten eller rettere, disciplene får med deres spørgsmål stillet sig selv udenfor Himmeriget, for Jesus siger til dem, at I Guds rige, i Guds verden, i Guds Himmel - eller med andre ord, i Guds øjne gælder kun mennesket! Ikke menneskets gode evne eller gode gerninger eller gode vilje, men mennesket selv, mennesket uden alt dette påhæng, som vi sætter højest. I Guds øjne tæller alene det fattige, hjælpeløse, ulydige, skyldige, vildfarne og fortabte menneske, det virkelige menneske.

Som nåde er for syndere, og som fred er for fredløse og som opstandelse er for døde, således er kærlighed for børnene – det ene fornødne. For barnet er der kun én ting, der tæller og det at være elsket, og derfor er barnets verden et billede af Paradis, Guds verden.

Den største i Himmeriget, den rigeste er det lille menneskebarn, der kender Guds åbne faderfavn, som vi dagligt må vende om til lade os løfte op i.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 23. søndag efter trinitatis

På søndag skal vi høre, hvordan Jesus:"…satte sig lige overfor tempelblokken og så på, hvordan folk lagde penge i blokken". En blok er en indsamlingskasse, og dem stod der 13 af rundt om Jerusalems tempel. Den 13. blok var til frivillige gaver, og den sad Jesus lige overfor og så på, hvordan folk lagde penge i blokken. Det blev højt og tydeligt bekendtgjort, hvor meget hver enkelt lagde deri, og det hørte til den almindelige underholdning, at man satte sig i nærheden for at høre på.

Blandt giverne denne formiddag var også en fattig enke, som kun lagde nogle få mønter i blokken, hendes sidste skillinger, og dem giver hun i tillid til, at Gud er enkers og værgeløses værner. Hun giver Gud alt og venter alt af Gud. Da Jesus så hende lægge sine småmønter i blokken, siger han:"…sandelig siger jeg jer: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre". Enken nøjedes ikke med at give sjatterne af sit liv, og i hendes offer var der ingen fjer at pynte sig med i de andres øjne, men i Guds øjne var det en kostelig sum.

Da hendes småmønter raslede ned og blandede sig med de andres gaver, da lå der i blokken en grænseløs rigdom, da lå der i blokken et kærlighedsoffer. Hun satte alt til side for at møde Gud, og deri så Jesus et billede af sin Faders hjertelag, som satte alt til side for at møde mennesket.

Da enkens skærv klirrede i bunden af blokken, forkyndte udråberen rigelig tydeligt: 50 øre! Han kunne lige så godt have råbt – værdiløs! Kan du humme dig gamle – Du står i vejen for de ædle givere! Sandelig, det så heller ikke ud at ret meget, da Jesus hang på korset og gav sit liv – værdiløst! stod der skrevet over hans lig. Og dog var det offer mere end alle andre. Blandt tusinde kors, så er dette kors, Kristi kors, som to kobbermønter blandt tusinde kobbermønter i verden – af uendelig værdi, for på det kors sætter Gud alt sit til side for at møde os – Han sætter sin guddommelighed til side - han sætter vor synd til side.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 23. søndag efter trinitatis

Vi står på tempelpladsen i Jerusalem, og det koger og syder fra det menneskehav, der bølger frem og tilbage på sen store plads. Påsken står for døren, og der er en spænding, som går enhver i blodet, en spænding, som stiger, fordi påsken nærmer sig, hvor befrielsesfest og besættelsesmagt skal mødes på pladsen.

Jesus står midt på pladsen og lærer om Guds rige og vilje i verden, men så bliver der med eet luft omkring ham, et ubehag breder sig og de nærmeste rykker længere væk. To forskellige grupper, farisæeren og saddukæerne, der ellers hader hinanden godt og grundigt har lige nu fundet sammen og nærmer sig, for de to parter er blevet enige, enige om at stille en fælde for ham.

To parter kan ikke sammen, men så finder de en fælles tredje at bore sylen i, og straks jævnes alting. En sær livslov er det, eller rettere dødslov, for på den måde kan to mukkemikler blive de perleste venner. Kan to ikke blive venner, så hedder Guds livslov: de to`s forlig. Fjendens dødslov hedder: en tredjes forlis, og det sidste er, hvad vi overværer på tempelpladsen næste søndag i kirken, men udgangen på samtalen blev en anden, og begyndelsen til enden på parternes snedige anslag blev et ord, der faldt fra Jesu mund, som i dag hører til de mest citerede på kloden, vi vandrer på, og de ord alle hans ord vil vi lytte til i kirken på søndag og lade os opbygge af i tro, håb og kærlighed til Gud og til hinanden.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 23. søndag efter trinitatis

Fra verdens historie blev nulstillet og frem til år 33 blandede Gud sig i historien med en kærlighed, der sprængte alle grænser. Først grænsen mellem tid og evighed. Og siden, i en stadig kædereaktion, grænsen mellem mennesker og grænsen mellem folk. Jesus gav kejseren, hvad kejserens var en fredag år 33. Gud døde en forbryders død, en død, som siden kom enhver forbryder til gode.

På søndag skal vi høre om kejserens mønt, et optrin i Jerusalem, som siden fik så store følger for synet på tro og politik, fordi Jesus her, som han altid gjorde, talte så tydeligt, at selv en barn kunne forstå det:" Du skal give Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er…". Du kan ikke tjene troen Gud med et politisk program, og du kan ikke tjene et politisk program med troen på Gud. Alt, hvad der har med Gud at gøre forholder vi os til i tro og alt, hvad der har med politik at gøre, forholder vi os til i viden.

Sammenblander vi tro og viden, så får vi overtro ud af det, overtro på Gud eller overtro på mennesket. Mener at vide noget om Gud, så skal det selvfølgelig påtvinges alle andre. Vi kender det fra de fleste religioner, at de mener at vide noget om Gud, og derved bliver de på samme tid de latterligste og farligste af alle mennesker.

Vi kender det sandelig også fra politik og videnskab og da ganske særligt i vore dage, at videnskaben puster sig op og begynder at komme med svar på livets gåder, livets begyndelse og dermed livets ende, livets mening og dermed livets mål! En politiker, der griber disse tanker for at føre dem ud i livet er lige så overtroisk som den religiøse fanatiker og lige så latterlig og farlig som han. Overtroiske mennesker har altid været kendetegnet af mange på humor.

Det hedder på første side i vor Bibelbog, at "Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem…". Det er min tro, og den grunder sig ikke på noget bestemt, som kan begrunde det, nej, den grunder sig på livet, på mit liv, som det nu har været. Det er rigtigt, at der kan være lige så meget grund til at tro, at mennesket er skabt i grisens eller rottens billede, hvis det er grunde, der skal bestemme vor tro, men det er der ikke, for så ender vi i overtro og fanatisme.

"Giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er… ", det lyder i mine ører sandt og rigtigt, så det tror jeg.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 23. søndag efter trinitatis.

Når vi blokker hinanden for penge, og kommunerne får bloktilskud, så er det de gamle tempelblokke i Jerusalems tempel, der lægger navn til, og når man går ud af Aarestrup kirke, så står der en blok, en virkelig blok fra 1600 tallet, en træblok med beslag, som lægger sig som en jernring rundt om blokken, for at den ikke skal kunne åbnes uden man kender låsen og koden, for sådan en har den gamle blok så sandelig også.

På søndag hedder det i evangeliet:" Derefter satte Jesus sig lige overfor tempelblokken og så på, hvordan folk lage penge i blokken" På tempelpladsen, på indersiden af muren omkring kvindernes forgård mellem portene, stod 13 basunformede kister eller blokke til at samle penge i.

Den 13. blok var til frivillige gaver, og her blev det højt og tydeligt bekendtgjort, hvor meget hver enkelt lagde i blokken. Det hørte derfor også til den almindelige underholdning, at man slog kreds omkring denne blok for at høre, hvor meget.

Alle disse frivillige gaver til blok 13 blev brugt til at opretholde brændofrene, og det var dem, der fuldt og helt tilfaldt Gud, og som præsterne og tempelpersonalet ikke måtte skære skiver af.

Blandt giverne var denne formiddag også en fattig enke, som kun lagde nogle få mønter i blokken, og det var hendes sidste skillinger, og dem giver hun så Gud i tillid til at, at Gud er enkers og værgeløses værner. Hun giver Gud alt og venter alt af Gud. Da Jesus så hende lægge begge sine sidste småmønter i blokken siger han:" sandelig siger jeg jer: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre…". Enken nøjedes ikke med at give sjatterne af sit liv, og i hendes offer var der ingen fjer til at pynte sig med i de andres øjne, men de to småmønter var i Guds øjne en uendelig sum.

Da hendes småmønter raslede ned og blandede sig med de andres gaver, da lå der i blokken en grænseløs rigdom, da lå der i blokken et kærlighedsoffer. Hun satte alt til side for at møde Gud, og deri så Jesus et billede af sin Faders hjertelag, som satte alt til side for at møde mennesket.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 24 søndag efter trinitatis

Vi møder to kvinder en pige, en ung kvinde og en ældre kvinde. Den unge er død, og den ældre bærer døden og er mærket af den. Læser vi hos Markus og Lukas, så er pigen 12 år gammel, og den ældre kvinde har lidt af blødninger gennem 12 år. Den ældre har derfor været syg lige så længe som den unge har levet. De to hører på en måde sammen, og tallet 12 gør det lettere at se den sammenhæng, som evangelisterne vil vise os. De hører sammen, for de er begge mærkede af død. Hos den unge er døden brudt igennem og har ganske åbenlyst taget magten. Hos den ældre lever den i det skjulte.

Den unge pige i evangeliet er netop gået over fra livet til døden. Blodet er standset i hendes årer, og derfor er hun nu lige så uren som den ældre, nu da hun ligger lig hjemme i stuen. Den ældre kvinde har i mange år været på vej mod døden, som hun også i en anden forstand er det, da hun slutter sig til skaren om Jesus og går med på vej til huset, hvor barnet ligger. Hendes liv har været en lang vandring i selskab med den skjulte død, undervejs mod den åbenbare død, der venter ethvert menneske. Men sådan følges vi i grunden alle af døden, og har den med os på vejen, selv om vi måske ikke mærker det, og ikke tænker ret meget over det. Først når døden åbenbarer sig i et menneske, vi har inde på livet, får vi en klar fornemmelse af, hvor tæt den følger os, og hvor ufattelig den er. Den er en hemmelighed i sin skjulte færden; men den afslører ikke sin gåde, fordi den åbenbarer sig. Tværtimod er det sådan, at hemmeligheden vokser, jo bedre vi kommer til at kende den. Vi får ingen magt over den, selv om vi lærer den at kende. Og det, vi ingen magt har over, vil altid vække undren og forfærdelse.

På vej ind i dødens kammer til pigen må Jesus først forbi grædekonerne og fløjtespillerne, der fylder huset med deres jamrende klage over døden. Det er deres opgave at give sorgen luft, så den ikke æder sig indad, fordi den ikke kan finde udtryk. Men deres forhold til den sorg, de skal løfte, stikker ikke alt for dybt og slår straks over i latter, da Jesus siger de ord, som hele historien drager imod:" Gå bort herfra, for pigen er ikke død, hun sover". Det er døden selv, der ler gennem disse mennesker, men døden kunne ikke modstå kærligheden han talte med, for kærligheden selv er dødens død og livets gåde, livets liv og kilde.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 25. søndag efter trinitatis

Vi lever øst for Paradis, men har den drøm og det håb til Gud, at han har andet og mere for med os end gravens mørke, og vi råber derfor til Gud om, hvor længe endnu syndens og dødens og Djævelens magt og Herredømme skal vare ved? Hvornår falder dog Mammons rige, så kærlighedens rige kan vokse op på jorden. Vi kan også spørge som farisæerne spurgte Jesus:"…hvornår Guds rige kommer!" Og Jesus svarer, at Guds rige kommer ikke, så man udvortes kan iagttage det, men Gud rige er midt iblandt jer. Ordene kan også oversættes, at Guds rige er indeni jer, men det er ikke nogen rigtig oversættelse her.

Guds rige er midt iblandt jer, siger Jesus og skjult tilstede midt iblandt jer. Guds rige og vilje sker, hvor Guds ord høres, så det fryder og trøster hjerterne, for det er med Guds rige som med kærlighedens gerninger, at de er skjulte for øjet.

Når de tre små søde ord hviskes dig i øret, så kan du ikke vide, hvorfra de kommer, om det er fra hjertets grund, gammel vane eller kold beregning. Du kan ikke vide ikke se det og ikke mærke det, men alene tro det, og hvis du ikke vover at tro det, så får du ikke del i kærligheden. ja troen er de "hænder", hvormed vi alene kan gribe og begribe kærligheden.

Mærkeligt er det med kærlighedens gerninger, at de gerninger, som du i kærlighed gør i det skjulte for din næste, bliver til egoistiske gerninger i samme øjeblik, som du viser dem frem: Se, hvad jeg har gjort for dig, se, hvad jeg har ofret af tid og penge for at du kunne dyrke dine interesser o. s. v. De samme gerninger, der i det skjulte var kærlighedens, men nu skal til at stråle over dig selv, de får det på samme måde som fisken, de dør og rådner, så snart de trækkes op af vandet.

Guds rige er kærlighedens rige og det vokser i det skjulte, men det vokser!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det Alle helgens Dag

Første søndag i november er dagen, hvor vi mindes vore døde. Vi fejrer dagen ved at sætte lys på gravene og lys på alteret. Vi tænder lys til minde om dem, der langt eller kort lyste for os, levede for os og lærte os kærligheden at kende. Lyset som blev til vore kæres liv og vore kæres liv, som blev til lys for os. Vi tænder lys for at vidne om verdens lys, Jesus Kristus, som lyste graven op den første påskemorgen, og som lyser os ud af graven den sidste påskemorgen.

Det er langt lettere at leve med livets gåder end med menneskers svar på dem, for livets gåder er ikke gåder, der skal løses men leves. Hvad tror den blinde om lyset? Hvad tror hvedekornet i jorden om den sprængningsproces, det aner, og som det skal igennem, hvis livet skal gå videre, og dets eget liv blive til nyt liv? Hvad tror barnet, der skal til at fødes om den verden, der venter det? Barnet ejer jo ikke organer og erfaring til at sanse alt med. De sandeste ord, de stærkeste ord, barnet sanser dem ikke og kan ikke. – Alligevel er lyset. Og livet. Og verden er. Også den verden, der er større, end vi kan se og sanse.

Det evige liv er livet, hvor Gud har ophævet døden, så vi ikke længere lever af hinanden, men for hinanden, og han rækker os dette liv, sit eget liv, det evige liv ved at række os sig selv, uforskyldt og ufortjent, ved døbefont og nadverbord. Ufattelige godhed, at større end vor tanke er Guds godhed, at større end vore synder er Guds godhed, at stærkere end døden er Guds godhed.

Af alt meningsløst på jorden er Guds godhed mod os dog det mest meningsløse. Fra din første fødselsdag har Gud ikke fyldt dit liv med meget meningsløst, men med meningsløst meget.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det Alle helgens dag

Der lå et flaskeskår i rendestenen: Et stærkt klart solglimt brækkede gennem skydækket og ramte glasset, så man nogle øjeblikke tænkte: Hvor det dog lyser! I sig selv ejede skåret intet lys – alligevel lyste livet i det. I sin skårethed bar det bud om lyset:" Gud give os at skinne så , som himmellys skønt af de små, da randt for os guldterning".

Jesus siger ikke, at som månen låner sit lys fra solen, således låner I jeres lys fra mig, nej! Jesus siger: I er verdens lys, og jeg er verdens lys, for vi er eet med hinanden, uadskilleligt eet med hinanden og så meget eet, at det er sandt, at ligesom jeg er verdens lys, er også I verdens lys. Og vi er det, fordi Jesus deler sit liv med os i det kærlighedens fællesskab, som er Guds rige på jorden.

Jesus døde i et skrig på korset, men i ham brændte kærlighedens flamme, og den brændte ikke ud, for den var tændt af Gud selv, den brændte selv i døden, den brændte selve døden og tændte liv og lys, hvor intet liv var og lys, hvor lyset aldrig havde været - i det dødes rige. Han lyste op der og lyste mennesker ud der!

Tænk, hvis mørket var stærkere end lyset. Hvis stenen blev væltet fra graven, og mørket vældede ud…men mørket kan ikke vælde. Der er lyshav, men intet mørkehav. Vi rammes af lys, men der kan ikke kastes mørke. Lyset kan kaste skygge, men mørket kan ikke kaste lys.

Vi mindes vore kære på denne dag og minder hinanden om det liv og det lys de gav os, den kærlighed vi lever på i dag, og som de rakte os pakket ind i hverdagens grå papir, ord der lyser os gennem de grå dage:" Du er min…". "Du er det bedste, den største gave…". Intet mindreværd ingen selvforagt kan overleve, at du tager de største de varmeste ord frem og holder dem op imod dig selv, når meningsløsheden truer og selvfølelsen svigter. Hvis du vidste, hvilke våben mod modløshed du rummer i dine minder – ord som kan varme gennem tre vintre!

Gådefuldt er livet, gennemvævet af Guds godhed og strenghed. Gådefuldt er mennesket og gådefuld god er Gud. Guds hænder er om dit liv, Guds hænder er omme bag dit liv – også i din død. Jesus lever!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det Fastelavn

Måske var det uretfærdigheden, som apostlene ikke kunne forstå, at Gud kunne være så uretfærdig, at han, den mand, som livet igennem havde Gud i sit hjerte skulle bukke under, synke sammen og opgive ånden, livets ånd, sandhedens ånd, kærlighedens ånd. Det svimler! På korset hænger Jesus mellem to mænd, som hang der med rette. Den ene af dem taler og trøster Jesus! Mærkeligt, men det var en morder, som Gud sendte til at give sin søn den sidste trøst inden Ånden, Helligånden - i væmmelse forlod ham. Med et skrig kom han til verden og i et skrig forlod han den igen opløst af verdens synd.

Apostlene stod foran verdens lys, men de så ingenting, den grænseløse barmhjertighed lyste ud af ham, men de så det ikke, de ragede i blinde, men der var en anden, der så, og vi kender hans navn, Bartimæus. Han lå langs vejen og tiggede. Han var blind for solens lys, men han så Himlens lys. Han så Guds barmhjertighed vandre forbi, han så ikke blot den, men han så, at den var så stor og stærk, at om han blot kunne råbe den op, så ville den tvinge Gud selv, Guds søn til at standse!

Hvilken kraft er stor nok til at tvinge universets Skaber! Nonsens! Siger du! Ja sandsynligvis - siger jeg! Men så skænk følgende en tanke: At når du taler om Gud, om Skaberen, så skal du ikke tænke på, hvad der er muligt, men hvad der er nødvendigt – ellers har du ikke lige fattet, hvem vi taler om.

Altså, hvilken kraft stor nok til at tvinge verdens lys til at skinne på sig? – Det er nøden! Skriget! Det kan råbet om barmhjertighed! Han, der er verdens lys lod sig standse for at tænde lyset i en blind mands øjne! Med bønnen om barmhjertighed tvang han himlens lys til at skinne på sig!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det fastelavnssøndag.

Det er så sjovt, når børn bærer maske, for masker og børn passer slet ikke sammen, og lidt uhyggeligt, når voksne gør det, for det er som at tale om strikken i hængt mands hus. Masker på voksne minder os om, at vi bærer masker hele tiden, en hel række hænger i vort sinds garderobe.

Den franske forfatter Albert Camus har i sin bog "Faldet" en uhyggelig skarp analyse af et menneske, der fortæller om sig selv og sine masker:" Jeg trykkede altid alle i hånden, og hellere to gange end én…med ringe ulejlighed skaffede jeg mig alles sympati; og det var nødvendigt, for jeg skulle føle mig i form". Han er manden, der ligefrem arbejdede på, at andre skulle glemme hans fødselsdag – så han bagefter kunne hengive sig til "en mandig sørgmodigheds fortryllelse". Men undervejs bliver han klar over, at han har brugt de fleste mennesker som publikum til et liv, hvor alt har været spil – og resten har han brugt som statister." Endelig fattede jeg", siger han, "…at jeg var beskeden for at kunne brillere….at jeg var ydmyg for at kunne komme ovenpå….at jeg var noget så moralsk for at kunne trykke de andre ned….Når alt kom til alt, er det forkert at sige, at jeg aldrig har elsket. Jeg har i mit liv haft i hvert fald én stor kærlighed; dens genstand har altid været mig selv".

Det er også til os, der ikke rigtig véd, hvem vi er også p. g. a. rod i vore mange masker, at Jesus, Guds ord, siger "Jeg kender dig og elsker dig!".

Og endnu står solen lavt, og varmen når ikke ned gennem revner og sprækker i sindets mange masker, som vi altid er på udkik efter hos hinanden for at se, hvor de ikke slår til.

Den engelske digter William Blake sagde engang, at:"…Engle er ikke engle, fordi de er mere hellige end mennesker og djævle, men fordi de ikke venter hellighed af hinanden, kun af Gud alene". I Jesus alene er alt helt – både retfærdigheden og barmhjertigheden.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag efter påske

Det var stort at se de hvide vintergækker og de gule erantis efter måneder med frost stå stolte i sneen. Underlige, ja underfuldt, at de ikke engang behøvede at vente på, at solen varmede jorden op. I løg og knolde gemte de sidste års sol og væde og blomstrer i sneen. På een gang så stærke og så svage. I det ydre er de så sarte, så bløde og skrøbelige, men bag det sarte ydre gemmer sig en kraft så stor og rig som deres skønhed og renhed! Blomsterne er et levende billede af vor Herre Jesus selv. I det ydre svag i det indre stærk. I det ydre var han tjener, i sit indre var han Herre.

Pontius Pilatus vaskede sine hænder, da han overgav Jesus til at blive korsfæstet, men det blev hans hænder ikke renene af, så lidt som når skandalen skaber kø ved håndvasken eller bankfolk, der vasker hinandens hænder eller bankkunder, der bagvasker bankfolk. Det er kun udvendig, at vi kan holde os selv rene. Indvendig må vi holde hinanden rene ikke ved at vaske hinandens hænder, men hinandens fødder. Det er kun dyrene, der alene bliver snavsede udvendig, for de kender ikke til fejhed og det gustne overlæg. En del af det snavs, som du får på fingrene og på fødderne sætter sig også i hjertet - allerinderst med dit eget, højest personlige stempel. Det er lettere at løbe fra sin egen skygge end gnubbe alt det af, som end ikke døden kan spule væk. Den snavs, som vi skal vaske af hinandens fødder, er ikke støvet fra landevejen, men fra livsvejen. Det er ikke støvet, der hvirvles op, når vi træder ud på vejen, men når vi træder hinanden ned på vejen.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag efter trinitatis

Den rige mand og den fattige Lazarus boede ikke blot i samme land, men også i samme by. De var naboer og ikke nok med det, de fik også mad fra samme køkken, idet Lazarus fik, hvad der var til overs fra den riges køkken. Det var jo den tids sociale forsorg eller mangel på samme.

Det eneste sted, hvor Jesus sætter navn på nogen i sine lignelser er på dette sted, hvor vi hører, at den fattige hed Lazarus, og det betyder Guds hjælper", og derfor skal vi nok også lægge mærke til, hvad det betyder, at "Guds hjælper": det betyder, at Gud er de fattiges og hjælpeløses Gud. Dette er godt at få at vide, for ellers var det svært at få øje på, for udadtil, da hjalp Gud i hvert fald ikke mere end den rige. Nu skal vi ikke dømme Gud, men Gud skal dømme os, så selv om vi ikke kan se, at Guds hjælper, så kan vi alligevel godt notere os, hvad navnet Lazarus betyder, for det kan hurtigt komme til at betyde lige så meget for os, som for den rige mand.

Navnet Lazarus fortæller os, hvad vi ikke kan se, at Gud ligger ved Lazarus´ side på jorden og ikke til bords ved siden af den rige mand. På den måde var det den rige, som i virkeligheden var den fattige, og den fattige Lazarus, der i virkeligheden var den rige.

Nu kunne man så spørge, om så ikke alle de gode gaver, Gud giver os i livet, et godt helbred, lykke og penge på lommen, medgang, fremgang og velsignelse, om det så ikke i virkeligheden er en skjult forbandelse? Nej! Det er det ikke, men de kan hurtigt blive det, hvis de ikke bruges til det, som Gud gerne vil og d. v. s. til glæde og gavn for andre, som har brug for dem.

Det er til dig og mig, som har det helt som den rige mand, at evangeliet lyder: Og det glade budskab lyder til os rige, at Guds retfærdighed og barmhjertighed smeltede sammen i Jesus fra Nazareth, hvis eneste vilje var at smelte sammen med os rige og således, uforskyldt og ufortjent, skænke os det eneste vi rige altid har brug for: Guds nåde, syndernes forladelse.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag i advent

Rigtigt glædeligt nytår til alle! Og det er nytår! Et nyt kirkeår begynder denne dag med et enkelt stille lys, det første i adventskransen. På næste søndag tændes det andet lys, og lyset bliver stærkere og stærkere indtil juleaften, hvor alle lys tændes, men lyset selv, Gud, som satte lyset ind i verden og solen på himlen, han lyser selv for os alle julemorgen!

Vi deler året op i kirkeår og kalenderår. Kalenderåret deler vi efter årstider, og kirkeåret efter højtider. Kirkeåret bestemmer vi efter månens gang rundt om jorden og kalenderåret efter jordens gang om solen – altså lige undtaget julen! Påsken falder forskelligt, men altid på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, så tiden kan variere med en måned.

På søndag går vi ind i adventstiden, julens forberedelsestid, og vi skal høre om Jesu indtog i Jerusalem med palmegrene og hosiannaråb, hvor de hyldede ham med de selv samme ord, hvormed vi hylder Jesus som konge i vort liv hver søndag, når vi, inden altergangen, gentager denne hyldest i taknemmelighed og glæde over, at han kommer til vor by og tjener ved vort bord og deler sit liv med os og deler det ud til os.

Jesus kommer ridende på et æsel ind i Jerusalem, for han er ikke kongen, som skal tjenes, men som selv skal tjene, tjene os som et æsel. Jesu guddommelighed er skjult i hans dybe menneskelighed, skjult i hans kærlighed, tjeneste, ydmyghed og fornedrelse.

Sådan er det jo også med os almindelige mennesker, der er skabt i Guds billede og lighed, at vor guddommelighed, som er vor gudbilledlighed, alene træder frem i ydmyghed, menneskelighed, menneske – lighed, og tjeneste for andre i kærlighedens gerninger!

I menneskets menneskelighed træder vor gudbilledlighed frem, og ikke i magt og pragt. Når vi træder frem for hinanden i pragtens og magtens gevandter, så ser vi Ham, hvis slaver vi er, men i tjenesten for hinanden ser vi Ham i hvis billede vi er skabt, og hvis børn vi er.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag i advent

Glædeligt nytår! Glædeligt kirkenytår 2008! Umærkeligt, som en stille strøm, der glider ud i floden, glider vi over i det nye kirkeår. Eet lys tændes i adventskransen. Eet lys tændes, en én er lyset, som vi skal følge, Jesus Kristus, Gud og menneske.

Kalenderåret bestemmes af solens gang over himlen, men kirkeåret bestemmes af Jesu gang over jorden fra jul over påske til pinse og gennem trinitatistiden til julen igen dukker op i horisonten.

Vi begynder med at være til gudstjeneste i Nazareth! Og lad os gå indenfor og lytte med og lade os fylde af ordene til dem dengang som til os i dag. Vi begynder i Jesu "fædrene by" og alt, hvad vi hører, er så tydeligt et forbillede på hele hans profetiske gerning hans fædreland, og ud over alle grænser til verdens ende.

Alt, hvad vi hører i dagens evangelium er hele hans liv i et kort begreb, som begyndte med, at man berømmede hans ord og sluttede med, at man forargedes på ham og ville slå ham ihjel.

På samme måde, som alle Langfredag sprang op og råbte "korsfæst ham", således endte også denne gudstjeneste, som vi lige hørte det, at:" Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri…jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af de bjerg, deres by var byget på for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik…". Alle drev ham udenfor byen, ud til livets kant på Golagathaklippen, hvor døden var vis, så vis som en korsfæstelse, men, som der står:"… han banede sig vej imellem dem og gik…".

Inde i synagogen er der gudstjeneste, for hele hans liv var gudstjeneste og vi er med, hvor han selv er prædikanten, for ellers er der ingenting værd at komme efter. Der er ingen visdom, ingen dybsindighed, ingenting for tanken at lege med, nej, men der er liv at hente, og ikke ordenes liv, men livets ord, ordet fra Gud, der tilsiger dig livets brød – dine synders forladelse.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag i fasten

Vi har to fristelsesberetninger i vor Bibelbog. Den første handler om Adam, Eva og slangen i det frugtbare Paradis. Den anden om Jesus og slangen i den øde og ufrugtbar ørken.

Slangen er billede på den Onde, og han er den samme i begge beretninger, og hans fristelse er den samme. Han frister mennesket til at være Gud selv. Slangen siger:" Du skal ikke nøjes med at være menneske, du er født til noget større. Ja, menneske, du er i virkeligheden din egen skaber og Herre, og det skal du vide, og det skal du leve efter".

Forskellen er så den, at mens Adam og Eva faldt for fristelsen, så stod Jesus fristelsen imod. Og ligesom mennesket efter at være faldet for fristelsen faldt ud af Paradis og landede i ørkenen, således åbner Jesus døren fra ørkenland til Paradis ved at have stået fristelsen imod.

Mennesket vil være Gud og sin egen Herre og Skaber og deraf syndefaldet og syndefaldet sker i hver generation og deraf syndefaldsberetningens aktualitet, at det gentager sig. Mennesket vil ikke nøjes med at være menneske.

Det er til os mennesker, der vil være Gud, at Gud kom julenat ikke for at forbedre os, men for at frelse os – fra hvem? Fra os selv! Fra den indbildning, som slangen har foregøglet os, at vi er guder, at vi er vore egne Herrer, at vi ikke er tjenere, der står til regnskab overfor Gud og vor næste.

Det er Slangens første og sidste opgave at dræbe kærligheden i et menneske, og det kan ske på så mange måder, men målet er altid det samme. Du dræber kærligheden i et menneske, for dermed dræber du dets menneskelighed. Du kildrer dets forfængelighed mest muligt til dets gudbilledlighed knuses, dets adelsmærke viskes af, og det tror sig uden Gud over sig, uden mennesket ved sin side og uden skabninger under sig.

Kærligheden udspringer aldrig af magten, af suveræniteten eller af uafhængigheden af andre, men altid af troen på ansvaret for sit medmenneske. Alene den, der vil tage sit livs ansvar på sig oplever, hvad kærlighed er. Frihed er for mennesket at være bundet i kærlighed ikke at være højt hævet over andre i ufejlbarlighed.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag i fasten

At tjene andre betyder, at dit liv er midtpunktet i min gerning. Ligesom dette at herske betyder, at min vilje er midteraksen i dit liv. I tjenesten drejer jeg ikke dit liv omkring min viljes akse, men jeg omslutter dit liv med min gerning.

Når vi ranker os over alt det vi formår og fortvivler over alt det vi ikke formår, når vort liv bølger mellem overmod, mismod og hovmod, så er det ikke tjenersindet, men herskertrangen, som besjæler os.

Et menneskes liv kan gå ned på så mange måder både i hovmod og mismod, for synkefrit og meningsfyldt er vort liv alene i tjenesten for andre.

Titanic, dens jomfrurejse og forlis, blev det 20. århundredes myte om en civilisation, som har guddommeliggjort sig selv, som titanisk har tilranet sig en magt og en blind tiltro til egen formåen så fuldstændig ude af proportioner, at selv i undergangen henholder man sig på de øvre dæk på Titanic, til, at vi er ombord på "…et skib så stort, at det ikke kan synke". Og så står de alle der, som det hedder i filmen:"…Med udsigten til en usædvanlig klar stjernehimmel!"

Magten og herskerviljen er en besættelse i os. Gennem magten bliver vort liv stort, og vi drives til at ville råde andre og råde over andre for at føle sig stor gennem deres trældom. Livet svulmer med magten. Der er noget lokkende uimodståeligt ved magten, også selv om vi af hjertet føler sandheden, at den store skal vise sin storhed derved, at han er stor i sin tjeneste – ikke i sin fortjeneste, at den ældre skal vise sin værdighed derved, at han ikke fylder mere end den yngste. I denne spænding mellem sandhed og tilbøjelighed lever vi, og aner vi nødvendigheden af at blive båret af en nåde og barmhjertighed af en størrelse, som Jesus så vist alene har vist os.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag i fasten

Jesus føres af Helligånden ud i ørkenen, det øde og golde land, "..hvor der intet vand er, kun klippe. Hvor man ikke kan standse og drikke, hvor man ikke kan standse og tænke, hvor man hverken kan ligge, stå eller støtte…" sådan skriver en digter om ørkenen og fortsætter:"…der er ikke engang stilhed i bjergene. Men en gold torden uden regn. Der er ikke engang ensomhed i det øde land, men røde ansigters snerren".

I dette øde finder vi Jesus i den yderste nød, og herude møder han Djævelen, som smiler venligt og indladende, for han véd, hvem Jesus er, og Jesus véd, hvem han er. De kender hinanden de to, og Djævelen siger:" Velkommen! Du er trådt indenfor i mit rige – Jeg er denne verdens fyrste – de kalder mig også Mammon, og det betyder jo penge, eller Satan, Fristeren ja, ..kært barn har mange navne!

Jesus! Du er gennem din dåb trådt indenfor i denne min verden og helt ind som borger i den verden, hvor jeg er fyrste, hvor løgnen lever og har det godt, hvor magten er retten, hvor Gud skjuler sin almagt i afmagt, hvor magtmennesket blænder og tilbedes, hvor de rige glimrer og glimter og glitrer, hvor rigdom er visdom og skønhed er indsigt og det eneste dybt alvorlige er de økonomiske vismænds profetier og prognoser!

Velkommen Jesus fra din Himmel til denne min jord .. nu skal du få kærligheden at føle indtil du skriger på korset "min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!" Og det skal du vide, at det råb du der sender, det er sandt, det er sandheden!

Velkommen til mit rige og mine mennesker, der hver dag tilbeder mig ikke altid i ord, men altid i handling! Jesus du er kommet for at række dig selv til dem, der har erobret verdensrummet, men ikke vil bekæmpe verdens fattigdom! Dine mennesker har forstanden, men ikke hjerte, og som alle vil og har ofret alt på magtens alter Vil du frelse dem? …Jesus forlad dem!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det første søndag i Hellig tre konger

På søndag skal vi møde nogle kvinder, der kom til Jesus med deres børn på armen for at han skulle velsigne dem, men disciplene ville hindre dem og det blev Jesus vred over og sagde om børnene, at Himmeriget er deres og til de voksne, at de skulle blive som børn for at komme ind i Himmeriget.

At komme til Jesus, og blive velsignet af ham, er at komme ind i Himmeriget, Himlen eller Paradis, for han er døren til Himmeriget, og disciplene måtte ikke holde børnene væk fra døren til Paradis, så derfor blev han vred.

Døren til Paradis er Guds nåde alene, og Jesus er Guds nåde alene, men kærlighed er altså ikke alene at kunne give, men lige så meget at kunne modtage, og det kan børn, mens voksne kan have sværere ved det. Ingen børn siger:" Jeg er ikke værd, at du giver mig noget!" Det skal man være voksen for at kunne sige, ligesom man ikke behøver at minde børn om, at de skal elske sig selv! Men det er nu svært at elske andre, hvis man ikke elsker sig selv. Det hedder da også i Guds bud, at "du skal elske din næste som dig selv".

Disciplene mente, at man skulle være alvorlig, beslutsom og afgjort i sin tro for at kunne gå gennem døren til Paradis og d. v. s. komme Jesus nær. Mødrene derimod havde ikke den store tiltro til forstanden og de havde ikke råd eller tid til at betænke, om de nu var værdige. Mødrene vidste også af erfaring, at angst og bekymringer ikke lader sig tænke bort. Bekymringer lader sig heller ikke argumentere bort. Det eneste bekymringer ikke kan holde til, er en lille hånd, der gemmer sig i ens egen.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 17. søndag efter trinitatis

Det var lørdag og dermed sabbat, helligdag og hviledag, hvor Jesus, som han plejede, var til gudstjeneste i synagogen.

Efter gudstjenesten var han og flere andre inviteret til frokost, "…hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham". Det hed sig nemlig, at Jesus ofte så stort på sabbaten og rask væk brød den, som det passede ham, med det var ikke sandt. Jesus brød aldrig sabbaten d. v. s. ringeagtede, tilsidesatte den ugedag, som Gud havde bestemt til helligdag og hviledag.

Efter gudstjenesten i synagogen, den jødiske kirke, var Jesus inviteret til frokost hos en af de ledende farisæere, og det var ikke for det gode. Man ville have syn for sagn og med egne øjne se, om han ønskede at overholde sabbaten, så der var lagt en fælde for ham, og man "…holdt øje med ham".

Jesus sad nederst ved bordet og nærmest døren og dermed på den plads, som var regnet for den ringeste, og det var der to grunde til. Den første var, at her var fælden sat og her ved døren kunne den hurtigt klappe, og den anden var, at skulle han falde i fælden, så kunne han herfra hurtigt selv komme ud af klappen.

Lige udenfor døren stod en syg mand, en mand som led af vattersot, og han blev nu skubbet ind af døren hen foran Jesus, så nu ville det komme for en dag, om han var en ægte from, der ville overholde sabbaten, eller om han her i farisæerens hus, og for øjnene af ham og alle gæsterne, ville driste sig til at bryde sabbaten og helbrede den syge.

For at kunne sætte en fælde for folk, må man vide, hvad de falder for, hvad de ikke kan stå for, og så lægge det ud som madding. Og en syg og hjælpeløs var den bedste madding til at fange Jesus. Nu skubbes den syge ind gennem døren, og han helbredtes, men ikke først, for det viser sig, at der er flere syge og mere syge tilstede ikke fysisk, men menneskeligt, og til dem vender Jesus sig først, og nu bliver der så først uro blandt gæsterne… fortsættelse følger på søndag til gudstjeneste i kirken.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 17. søndag efter trinitatis 2010

Jeg har set et gammelt hollandsk kobberstik fra 1700- tallet, hvor man ser situationen ved toldboden i Kapernaum, da Jesus går forbi og kalder på Levi. Der er travlhed og liv på havnen, som der var det i Rotterdam og Amsterdam, da billedet blev til, og de bredbugede skibe med de store bramsejl ligger ved kaj. Varer bliver losset eller indkibet, folk kommer hjem og rejser ud og midt i dette virvar af kommen og gåen står toldboden, hvor Levi har sin plads. Fra denne travle verden, hvor mennesker har deres egne planer og mange veje krydser hinanden, ser man Levi rejse sig. Jesus kalder, og Levi rejser sig, som blev han løftet op. Der er en gådefuld magt i Jesu kald. Vi kender den, når hun kalder på os, som vi holder allermest af, så rejser man sig heller ikke, man løftes op, for der kærlighed i kaldet. Kærligheden er livet, og vi véd det og skjuler derfor vor synd, vor kærlighedsløshed, på utallige måder, ligesom vi med tøjet skjuler, at vi er nøgne. Vi skjuler os bag kløgt og behændighed, som pynter pænt. Fromhed og retfærdighed kan også være en dragt vi dækker os bag og sommetider kan more os over, for det er ikke alle, der kan fylde de klæder ud. Tøj kan stramme og revne og sommetider være rigeligt stort og se pudsigt ud. Det kan retfærdighed og fromhed også, når vi klæder os, så det hænger på os, eller når vi bare bruger kristendommen som små lapper på den kultur, vi svøber os i.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 17. søndag efter trinitatis

Evangeliet, til på søndag i kirken, tager os med til fest, og det er den største fest, den fest, som alene kan sammenlignes med den største fest på jorden, en bryllupsfest, og det festen, fordi Guds rige er kommet nær!

På denne dag fandt festen sted i tolderen Levis´ hus, fordi Jesus havde gjort ham til apostel, men den finder sted, hver eneste gang Jesus og nogle toldere og syndere finder hinanden. I dag hedder denne fest menighedens søndagsgudstjeneste i din sognekirke, og det er samme fest, hvor Jesus er hædersgæsten, der bringer Guds rige, Himmeriget, Himlen selv med sig, så døde bliver levende og syndere rene.

"…Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple:" Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?" Hvorfor spiser jeres mester sammen med mennesker, der lader hånt om det vigtigste af alt, som bespytter og bespotter Guds lov og vilje? Hvorfor vil Gud side til bords med gudløse? Hvorfor vil Gud være os så nær som gommen sin brud? Hvorfor rækker Gud os sig selv over nadverbordet som brød og vin? – Ja det er kærlighedens gåde!

Guds lov gælder stadig for Guds lov er det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og næsten. Guds lov er stadig i centrum, når vi skal leve vort liv med hinanden, ellers får vi ikke noget menneskeligt liv med hinanden, så enkelt er det. Hver gang du bryder Guds bud, så gør du livet lidt mere umenneskeligt for dig selv og andre, og så -- nu kommer det - hvorfor i alverden spiser Jesus så sammen toldere og syndere, for hvem buddene er luft? Jo, det gør han, fordi der er sket noget som er større – det største er ikke længere, hvor stort det så end er – hvad du kan gøre for Gud og din næste, men hvad Gud har gjort for dig, og derfor siger Jesus, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige med syndere.

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 18. søndag efter trinitatis

På søndag skal vi høre, hvordan en lovkyndig træder frem for Jesus og spørger ham for at sætte ham på prøve:" Mester, hvad er det største bud i Loven?"

Når vi spørger efter det største bud i Loven, så er det Loven, Guds lov for menneskelivet – intet andet intet mindre! Men har Gud da en sådan lov med mange bud? Ja, det kan du bare spørge dit eget hjerte om? Hvor ellers? Det er jo Guds lov, som vi taler om! og Bibelen er derfor fyldt med disse bud!

Guds lov for menneskelivet er kærlighedens lov, og det største bud er det dobbelte kærlighedsbud: At du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv! Det er det største bud i Guds lov for menneskelivet.

Du kan nu høre, at Guds lov er en levende lov, ja selve livsloven på jorden mellem mennesker og mellem Gud og mennesker og da selvfølgelig også mellem dyr og mennesker!

Du står i livet under Guds tiltale, med dit medmenneske i kærlighedens samtale og i forhold til verden omkring dig i kærlighedens omtale! Gud har ikke andre bud, alle andre bud er menneskebud. Guds bud skal så udmøntes i dagliglivet, og det har Gud selv gjort med de ti bud, som eksempler på kærlighedsbudet, og alle de ti bud skal læses og lydes i lyset af kærlighedsbudet. Det er ikke let, nej, men det er sandt, for siger dit eget hjerte, som er den højeste instans i dit eget personlige og d. v. s. åndelige liv, siger det dig ikke, at det er sandt?

Livet er ikke let, og det er ikke let at skulle leve det på den rigtige måde, men med kærlighedens opfindsomhed i din dagligdag, skaber du skønhed, sandhed og mening i de andres liv i samme grad, som du holder dig Guds lov for livet for øje.

Det kan være, at du har mange bekymringer, men den største bekymring for et levende ansvarligt menneske må vel være at leve så godt som muligt efter Guds lov for menneskelivet og med den lov for øje, og så toner Jesus frem som livets inderste skønhed og mulighed, for han kommer fra den levende Gud selv med alle dine synders nådige forladelse, og det bliver mere og mere nødvendigt jo længere du lever og jo længere du lever dig ind Guds lov for menneskelivet!

Svend Schultz-Hansen

På søndag er det 18. søndag efter trinitatis

En konfirmand spurgte mig, hvordan man kunne høre, om noget var Guds ord! Ja, det er lige så enkelt, som det er dybt. Du kan altid høre, om noget er Guds ord. Du kan ikke høre det med ørene, for Gud taler ikke til forstanden. Gud taler aldrig til forstanden! Gud taler altid til hjertet, så du skal lytte med hjertet, og når du så hører, det sandeste, smukkeste, det mest ægte og nødvendige og dybeste, som du kan forestille dig og ane, så er det Guds ord! Ellers er det ikke! Sådan, hvor svært kan det være!

Når Jesus siger, at Guds lov for menneskelivet, Guds vilje og grundlov i menneskelivet er det dobbelte kærlighedsbud, at du skal elske Herren din Gud og hele dit hjerte og din næste som dig selv, så er det til at høre, at det er Guds ord, hvis ord skulle det ellers være! Det er dog det dybeste og sandeste og skønneste og mest nødvendige på denne jord. Når Jesus siger og tilsiger dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så er det det sandeste, skønneste og mest uundværlige af alle ord og derfor Guds ord, for Gud selv er det største, det skønneste og sandeste. Gud er kærlighed, så alt der er af kærlighed er af Gud! Gud påtvinger dig ikke sig selv, for Gud er Ånd, Gud er frihed, og det er dog det sandeste og dybeste og gladeste på jorden, og det mest alvorlige! Anderledes kan det ikke være, at det mest glædelige på jorden også rummer det alvorligste, for glæde uden alvor er pjat.

Jesus siger, at du skal elske din næste som dig selv og ikke, som jeg læste et sted, at du skal elske den næste som dig selv. Det er ikke den næste i kærlighedskarussellen, som der er tale om eller, som der stod i avisen engang jeg skulle tale om næstekærlighed, da avisen havde skilt ordet ad i annoncen! næste – kærlighed, så nogle gik skuffede hjem.

Svend Schultz-Hansen